STENOSELSKABET

Medicinhistorisk Selskab for Fyn og Jylland

Forside Udskriv Kontakt JMHS

MØDER
Årets møder
Tidligere møder


LINKS
Konferencer
Selskaber
Museer
Websites


ARKIV
Tidligere foredrag
Billeder/Fotos
Sygehus historie
Publikationer


BESTYRELSE
Medlemmer
Æresmedlemmer



English
Deutsch



 

 


















Top

 


 
Boganmeldelser

Medicinhistorisk relevante og interessante bogudgivelser er omtalt i det følgende:

 

Dot.jpg (287 bytes) Boganmeldelser i Medicinhistorisk Årbog 2015 udgaven
 - Tryk her for download af anmeldelserne (pdf)

Ole Sonne
Anmeldelse af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen:
Skibskost i sejlskibstiden – fortællinger fra Marstal.

Ole Sonne
Anmeldelse af Kaj Henningsen, Lars N. Henningsen, Martin Bo Nørregård (red.):
Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev-vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915

Søren Hess
Anmeldelse af Lau Sander Esbensen:
“Thi Livet er stærkere end Loven …” Danmarks moderne aborthistorie.

Gerda Bonderup
Anmeldelse af Bente Rosenbeck:
Har videnskaben køn? Kvinder i forskning.

Ole Sonne
Anmeldelse af Per Jørgensen:
Kiropraktikkens historie i Danmark.

Ole Sonne
Anmeldelse af Alex Frank Larsen:
Medicinmanden.
Niels Harboe og hans magiske livsværk.

Ole Sonne
Anmeldelse af Leif Sestoft:
Professor paraden. Revue over lægestudiet, de lægestuderende, professorerne og lægevidenskaben i et 50 års tilbageblik.





Dot.jpg (287 bytes) Boganmeldelser i Medicinhistorisk Årbog 2014 udgaven
 - Tryk her for download af anmeldelserne (pdf)

Gerda Bonderup
Anmeldelse af Johan Schioldann:
Dansk medicinhistorisk Bibliografi
.
Danish Medical Historical Bibliography 1479‑1913

Henrik Permin
Anmeldelse af Edith Clausen (red.):
100 års strejftog i lægekunsten.
Jydsk Medicinsk Selskab 1913‑2013 

Ole Sonne
Anmeldelse af Søren Høgh Hansen, Henrik Permin (red.):
Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv.

Ole Sonne
Anmeldelse af Søren Sander Rasmussen, Jan Sau Johansen (red.):
MarselisborgCentret. Glimt og fortællinger fra Marselisborg Hospital i 100 år

Ole Sonne
Anmeldelse af Luca Bianchedi:
Lægekunst i middelalderen. Fortalt og forklaret.

Ole Sonne
Anmeldelse Troels Kardel, Paul Maquet (red.):
Nicolaus Steno. Biography and original papers of a 17th century scientist

Ole Sonne
Anmeldelse af Paul Hallberg, S. Bertil Olsson (red.):
En ostindiefarande fältskärs berättelse. Carl Fredrik Adlers journal från skeppet Prins Carl 1753‑56.

Ole Sonne
Anmeldelse af Klaus Larsen:
Smitstof. Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark.

Pernille Munksgaard Sonne
Anmeldelse af Agnete Birger Madsen:
Et barnelig i en kuffert. Om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900‑1950

Pernille Munksgaard Sonne
Anmeldelse af Søren Flott:
Jutlandia – Skibet var ladet med håb. Det danske hospitalsskib i Koreakrigen.

Ole Sonne
Anmeldelse af Hans-Otto Loldrup:
Dansk Medicin. Historien om de danske medicinfabrikker.



Dot.jpg (287 bytes) Makt og Medisin - Strejftog i medisinens historie fram til 1900

   

Af Nils Ludvig Dahl

Medicinens historie frem til år 1900 fortalt i tre bind på samlet 1300 sider af en enkelt forfatter er en kraftpræstation og endda en af de vellykkede. Forfatteren indleder forordet således: “Stoffet er basert på materiale hentet fra en lang rekke medisinskhistoriske verker.” Dahl undskylder derefter, at mange betydningsfulde forfattere også burde have været inkluderet i fundamentet, men at de ikke har været tilgængelige for ham. Det skal være ham tilgivet, for han har i et klart læst sprog for-mået at fortælle medicinens historie på en meget levende og spændende måde. Og netop fortælle. Det er narrativt, og bøgerne egner sig (desværre) ikke som opslagsbøger. Det gør dem til gengæld så meget mere læseværdige. Der er desværre også sket en fejl ved sidste ombrydning, så de to lidt sparsomme indeks (“personregister” og “saksre-gister”) for mange opslag skyder nogle sider ved siden af. Jævnfør det kompilatoriske er bindene også blottet for referencer til originallitteratur, hvilket igen gør dem mindre velegnede som opslagsværker. Men læs dem for historien, for den er blændende godt fortalt. Folk, som tror, at historie er støvet og kedelig, må blive omvendt efter læsning af Dahls bøger. Det er ikke de få illustrationer, som sælger dette værk, men forfatterens mange levende ord.
Dahl formår ikke kun at referere de mange begivenheder, men løfter
historien ved at afdække datidens netværk (så hermed en lille protest
mod forfatterens beskedne indledning: “Det foreliggende arbeidet er
rent kompilatorisk.” F.eks. beskriver Dahl indgående sammenfletningen
af netværk i opgøret med Galen i Renæssancen. Vesalius, Falloppio
(ham med æggelederne), Hieronymus Fabricius de Aquapendente,
Sylvius, Eustachi (som lagde navn til røret men ikke opdagede det),
Colombo og Servetus var elever af hinanden, venner og fjender. Deres
indbyrdes sym- og antipatier formår Dahl på klar vis at fremlægge på
to sider (bind I, s. 280‑282).
Titlen er interessant og provokerende. Der skal nok være en læge
eller to, som vil benægte, at han og hans gerning er en del af magtapparatet, men mad og sundhed er dog to vigtige parametre til at holde folket i ro. Dahl skriver i forordet: “En historisk epokes medisin, dens legevitenskab og legekunst, farges av det sosiale systemet som den er satt inn i, de maktkonstellasjoner som forelå, de kår som de forkjellige befolkningslag levde under, og det dominerende syn som til enhver tid rådet om grunnleggende spørgsmål i livet (Zeitgesit – livsbelysning).” I bind 1 ses på Gustav Vasa, i bind 2 gennemgås nogle af det engelske kongehus’ medlemmer (Dronning Anne, Georg 3) og deres læger og på det hjemlige plan Struense. Så medicin er i sandhed (også) magt, og det er godt beskrevet i dette værk. Bind 3 er opdelt efter lægeuddannelsens specialer, hvor specielt psykiatrien vies en velfortjent overvægt, og de danske sindssygehospitalers tilblivelse beskrives.
“Dette verket er bare ført fram til 1900, for etter den tid er stoffet
overveldende. – Materialet er forsøkt belyst med noen utdypende sykehistorier, som skulle sette ulike epokers medisin i et dypere perspektiv.
Dette dreier seg mest om “fint folk”, som konger og dronninger…” Heraf igen en henvisning til titlen. De første par tusinde år på 350 sider, de næste 200 hundrede år på 420 sider, og så de næstsidste 100 år på 530 sider. Det må næsten være klart, at den 97-årige forfatter finder de sidste 112 år uoverkommelige, for hvor meget er ikke bare sket, siden vi begyndte på lægestudiet?
Dahl blev speciallæge i psykiatri i 1956 og har siden pensioneringen
i 1985 skrevet “Livlegenes historie” på Universitetsforlaget i 2000 og
dette trebindsværk. Der er ingen grund til at lade sig skræmme af det
norske, for det er af den lettest forståelige art og sænker ikke på nogen måde læsehastigheden for en dansker. Bøgerne kan på det varmeste anbefales til nybegyndere, og for kendere af medicinhistorien er der en frisk vinkel og mange nye ting.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

Bind I. Forhistorisk tid – Renessansen. Kolofon Forlag, Oslo 2012. 351
sider. Pris NOK 300. ISBN 978 82 300 0920 8.
Bind II. 17. og 18. århundrede. Kolofon Forlag, Oslo 2012. 426 sider.
Pris NOK 300. ISBN 978 82 300 0927 7.
Bind III. 19. århundrede. Kolofon Forlag, Oslo
2012. 537 sider. Pris NOK 300. ISBN 978 82 300
0946 8.




Dot.jpg (287 bytes) Medical Museums. Past, present, future.



Af  Samuel J.M.M. Alberti, Elizabeth Hallam (redaktører)

Bogen er publiceret i anledning af 200-året for oprettelsen af the Huntarian Museum ved the Royal College of Surgeons. Redaktørerne har bedt de medicinhistoriske museer i London, Edinburgh,
Aberdeen, Leiden, Firenze, Stockholm, Zuürich, Berlin, Cleveland, Philadelphia og Washington DC om at bidrage til denne bog. Danmark er repræsenteret med det kendte billede af Museum Wormianum fra 1655 – endda bogens første illustration i indledningskapitlet – og et kapitel skrevet af Thomas Söderqvist og Bente Vinge Pedersen om biomedicin på Medicinsk Museion i København.

Når man beder mange forfattere om et bidrag, er det uundgåeligt,
at ikke alle kapitler bliver lige vellykkede. Nogle forfattere overholder
ikke konceptet med fortid-nutid-fremtid, men alle kapitler er flot illustreret.
Mange af illustrationerne er så gode, at jeg ærgrer mig over, at
der er sparet på sidetallet, for de fortjener at blive bragt i større format.
Denne bog bør læses af alle med interesse for medicinhistoriske samlinger og museer. Det er interessant at læse om museernes opståen og ikke mindre interessant at læse om, hvordan museerne ser sig selv i en digitaliseret fremtid. Samtidig giver bogen ideer til fremtidige rejser for dem af os, som ikke allerede har besøgt alle medicinhistoriske museer.
Bogen er smukt grafisk tilrettelagt; fonten måske lige spinkel nok
til en aldrende mands (anmelderens) godnatlæsning i sengelampens
dæmpede skær.

Til lykke med jubilæet.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

The Royal College of Surgeons of England, 2013. 250 sider. Pris GBP 25,00. ISBN: 978 1 904096 21 4.




Dot.jpg (287 bytes) For the Health of the Enslaved. Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803‑1848



Af Niklas Thode Jensen

Denne bog er en revideret udgave af en ph.d.-afhandling i historie. Den giver et bredt og nuanceret indtryk af sundhedsforholdene for slaverne
på de dansk-vestindiske øer i tiden før slaveriets ophævelse. Forfatteren har dog især koncentreret sig om den mest veldokumenterede del af slaverne, nemlig dem, der arbejdede i sukkerplantagerne på St. Croix, men de udgjorde også en meget stor del af den samlede befolkning på øerne.
Udgangspunktet er 1803, hvor forbuddet mod import af slaver fra
Afrika trådte i kraft. Ligesom andre steder i Caribien havde den sorte
befolkning et kronisk fødselsunderskud, og i 1846 udgjorde slaverne
på St. Croix kun ca. 70 % af antallet i 1804. En af bogens hovedproblemstillinger er da også at undersøge, hvad de danske myndigheder gjorde for at opretholde en stor slavebefolkning og dermed en betydelig arbejdskraftressource, der kunne udnyttes på plantagerne. Niklas Thode Jensen belyser dette gennem tre store studiefelter.
Den første undersøgelse handler om ernæringstilstanden. Det noteres
her, at guvernøren i 1817 indførte en ugentlig minimumsration
på ca. 3,75 kg majsmel pr. voksen slave. Det skete under en alvorlig
tørke, og det primære formål var muligvis at foregribe et slaveoprør.
Men bestemmelsen var i kraft indtil 1848, og tilsyneladende blev den
overholdt af de forskellige plantageejere. Studier af maduddelingen
(f.eks. mel og sild) på tre plantager tyder dog på, at slaverne kun fik
dækket omkring 2/3 af deres energibehov ad denne vej, ligesom der
var for få proteiner, vitaminer, mineraler og fedt i denne del af kosten.
Selv om nogle af behovene kunne dækkes ved dyrkning på slavernes
egne smålodder og ved jagt og fiskeri, mener forfatteren, at det var
almindeligt, at slaverne var underernærede, især i slutningen af året.
Han argumenterer for, at den særligt høje dødelighed fra september
til januar må tilskrives en kombination af den ringe ernæringstilstand,
det hårde markarbejde og det fugtige efterårsvejr, som blandt andet
øgede risikoen for luftvejssygdomme.
Det andet område handler om koppevaccination. Her viser forfatteren,
at den danske koloniadministration i 1817‑1818 indførte en
ordning på St. Croix, som savner sidestykke andre steder i Caribien.
Den var inspireret af lovgivningen i Danmark, hvor det i 1810‑1811
blev bestemt, at man ikke kunne blive konfirmeret eller gift uden at
være vaccineret eller have haft kopper. Vaccinationskravet ved vielse
kom dog ikke i anvendelse på St. Croix, hvor ægteskabet ikke var en
social norm i samme grad som i Danmark. Derimod besluttede myndighederne, at ingen kunne komme i skole eller blive konfirmeret, og at ingen slave kunne blive solgt, uden forudgående vaccination. Samtidig fik landfysikus (embedslægen) monopol på at vaccinere slaver
og pligt til at føre lister over de uvaccinerede. Disse bestemmelser
skabte grundlag for en intensiv vaccinationsindsats på øen, som da
også slap for koppeepidemier i de følgende årtier. Derimod blev St.
Thomas ramt af flere epidemier med mange dødsfald, men her blev
vaccinationsarbejdet heller ikke udført med nær samme effektivitet.
Efter forfatterens mening afspejler dette, at økonomien på denne ø
kun i beskedent omfang var afhængig af et stort antal slaver.
Også inden for jordemodervæsenet – det sidste af de særligt studerede
emnefelter – udviklede de danske kolonimyndigheder en særlig
forvaltningsform, som tilpassede den administrative struktur i hjemlandet til de lokale forhold. Dermed kom de mange sorte jordemødre under langt større myndighedskontrol, end det var tilfældet på de britiske og franske øer i Caribien, og i 1820’erne begyndte de danske jordemødre, som var uddannet på Fødselsstiftelsen, at oplære unge slavekvinder på St. Croix i faget. Det fremgår dog ikke, hvor stor betydning dette fik for spædbarnsdødeligheden.
Niklas Thode Jensens bog indeholder mange andre spændende
iagttagelser om alt fra dødsårsager til indfødte healeres sygdomsopfattelse og magi. Der er tale om en velfunderet analyse, som viser, at forfatteren har sat sig grundigt ind i mange sundhedsvidenskabelige problemstillinger, ikke mindst om ernæringsforhold.

Jørgen Mikkelsen
Arkivar og seniorforsker, ph.d., Rigsarkivet

Museum Tusculanum Press, 2012. 352 sider. Pris 400 kr. ISBN 978 87 635 3171 9.




Dot.jpg (287 bytes) Før placeboeffekten. Indbildningskraftens virkning i 1800-tallets medicin



Af Lars Ole Andersen

Lars Ole Andersens afhandling er en bearbejdet udgave af hans ph.d.-projekt. Studieobjektet er udviklingen af begrebet “indbildningskraft”. Efter at have overstået den obligatoriske indledning med formålet, teorierne og den begrebshistoriske akrobatik viser forfatteren anvendelsen af begrebet indbildningskraft på fire felter. Det første eksempel er moderens indbildningskraft i medicin og kulturhistorien, og her kan begrebet spores helt tilbage til Antikken.
De tre andre eksempler handler om forskellige former for, hvad vi nu vil kalde “alternativ behandling”, som alle tre blev lanceret af læger, nemlig mesmerisme, Perkins tractors og homøopati. Forfatterens analyse bringer en del nyt på mindst to områder, dels den foranderlighed over tid, som et begrebs indhold kan fremvise og dels et samfunds håndtering af alternative metoder.
Det sidste først: Allerede i samtiden, det vil sige fra sidst i 1700-tallet
og i 1800-tallet, krævedes kontrolforsøg, blinding og dobbeltblinding,
når noget nyt kom frem. På sin vis er der et klart slægtskab med de
fra 1950’erne anvendte placeboforsøg. Den gang som nu kunne diskussionerne af indbildningskraften og psykens indvirkning på sygdom gå højt, som følgende historie om det første beskrevne blindforsøg fra 1784 skal demonstrere.
Kort fortalt havde lægen Franz Anton Mesmer, der var inspireret af
Newton og Kepler, set en magnetisk kraft i Universet, som han kaldte
for den animalske magnetisme. Denne kunne af nogle mennesker –
for eksempel af ham selv – bruges til at helbrede syge mennesker.
Mesmer kunne behandle folk individuelt, men også i store grupper.
Han havde magnetiseret vandet i nogle flasker eller i store kar, hvor
folk skulle stikke nogle jernpinde ned for at blive behandlet. Der var
mange, der blev helbredt. Var det indbildningskraften eller virkelig,
lægelig kunnen? En tid levede Mesmer i Paris, da noget var gået galt
for ham i hjembyen Wien. Marie Antoinette var begejstret, og kongen
ville købe metoden. Selv om Mesmer afviste det, mente andre, at det
var charlataneri og bad om kontrolforsøg. To forskellige kommissioner
blev nedsat, de observerede nogle gruppeforsøg, som blev ret kaotiske, folk jublede eller hylede i ekstase, fik kramper og besvimede. Derfor foresloges kontrol på egen krop og udvalgte personer. Kommissionsmedlemmerne – heriblandt selveste Benjamin Franklin – kunne ikke mærke nogen påvirkning, men folk fra lavere samfundslag kunne.
Så foreslog kommissionen et blindforsøg, hvor patienten fik bind for
øjnene, og lægen med fingeren eller en pind strøg hen over kroppen
– både hvor der var sygdom, og hvor der ikke var. Resultatet var,
at patienten ikke kunne skelne om og hvor, der blev behandlet: Altså
var det indbildningskraften, der kurerede.
En begrebshistorisk analyse er en lidt nørdet sag men giver et klart
billede af forskydninger i brugen af begreberne igennem tiderne. Indbildningskraften kunne i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet ses fra
både patientens og behandlerens side, hvor sidstnævnte kunne bruge
den som middel til helbredelse med en vis risiko. Det ændrede sig i
løbet af 1800-tallet derhen, at patientens mentale ressourcer blev opfattet som uhensigtsmæssige i lægebehandlingen. Nu efter 1970’erne, hvor placebo har været brugt i et par årtier, kom patientens tanker og ressourcer igen på behandlingsdagsordenen.
Andersens begrebshistoriske analyse bygger for det meste på engelsksproget materiale og fra 1820’erne især på artikler fra det britiske lægetidsskrift The Lancet. Kun ganske få tyske og danske kilder bliver inddraget. Forfatteren koncentrerer sig om 1700- og 1800-tallets begreber og fører sine iagttagelser frem og forbi 1950’erne. Han opstiller et tidsskema over udviklingen for begrebet indbildningskraft (s. 215), der går fra imagination over emotions og suggestions til placebo. Jeg undrer mig dog over, at forfatteren bruger engelsk kildemateriale i en danskskrevet afhandling om indbildningskraften; vi har danske medicinske tidsskrifter – med Bibliotek for Læger – endog længere tilbage end The Lancet. Det kunne måske tænkes, at den engelske begrebsudvikling ikke var internationalt gældende?

Gerda Bonderup
Lektor em., dr.phil., Aarhus Universitet

Museum
Tusculanums Forlag, 2011. 249 sider. Pris250 kr. ISBN 978 87 635 2590 9.




Dot.jpg (287 bytes) Køn, kald og kompetencer. Diakonissestiftelsens kvinde-
fællesskab og omsorgsuddannelser 1863‑1955





Af Susanne Malchau Dietz

Den 26. maj 2013 var det 150 år siden, at Diakonissestiftelsen
blev grundlagt på initiativ af daværende kronprinsesse Louise, der senere som Christian 9.’s hustru og gennem børnenes giftermål
ind i de europæiske kongehuse blev kaldt “Europas Svigermor”. Kronprinsessen, der var af tysk afstamning, var et dybtfølt kristent og socialt menneske, der var grebet af tidens filantropiske bølge om at hjælpe de fattige, syge og nødstedte.
Hendes engagement samt behovet for at få erstattet vågekonerne med
et kvalificeret plejepersonale som følge af lægevidenskabens fremskridt er baggrunden for etableringen af Diakonissestiftelsen i 1863.
Bogens forfatter, der er cand.cur. og ph.d. på en afhandling om
nonnen søster Benedikte Ramsing og hendes indsats inden for sygeplejen, er i dag forskningsleder på UC Diakonissestiftelsen, hvortil hun kom fra en stilling som lektor på Aarhus Universitet. Titlen på bogen “Køn, Kald & Kompetencer” signalerer det stærke kvindefællesskab, det kristne kald og uddannelse som en forudsætning for at arbejde med syge og socialt udsatte.
Den første Diakonissestiftelse lå i Smallegade på Frederiksberg,
indtil man i 1875 flyttede ind i det trefløjede bygningskompleks med
moderhus, hospital og kirke på Peter Bangs Vej. Antallet af kvinder
der søgte ind på diakonisseuddannelsen var vokset betragteligt, og
uddannelsen til virke inden for hospitalssygepleje, menigheds- og fattigpleje og børneforsorg blev sat i system. Den offentlige anerkendelse af diakonisserne og deres virke var startet med deres tjeneste på Lazarettet på Frederiksberg Slot i forbindelse med 2. Slesvigske Krig i 1864, men de første år lå hovedindsatsen inden for privatplejen, fortrinsvis til betalende velhavere fra adel og overklasse. Undtagelsesvis blev der dog ydet gratis pleje til H.C. Andersen.
Louise Conring blev den første danske diakonisse og stiftelsens
første forstanderinde. Hun havde været inspektrice på Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse og foretaget uddannelsesrejser til diakonissestiftelsen i Stockholm og flere diakonissehuse i Tyskland, og det var under et ophold i Kaiserswerth, at hendes indvielse som diakonisse fandt sted i marts 1863. Det blev Louise Conring, der indførte den faglærte sygepleje i Danmark. Man søgte fra starten at tiltrække de dannede klassers døtre til uddannelsen, men det var især middelklassens og de tjenende klassers døtre, der ønskede at uddanne sig på Diakonissestiftelsen. Den typiske søster var en 25-årig landmandseller håndværksdatter fra Jylland. Ud over den praktiske uddannelse var der en teoretisk uddannelse, der omfattede alment dannende fag, sjælesorg og medicinske fagområder. Gennem årene tilpassede man sygeplejeuddannelsen til rekommandationerne fra Dansk Sygeplejeråd og Sundhedsstyrelsens autorisationskrav samtidig med bevarelse af det religiøse og almendannende islæt.
På de offentlige sygehuse kom der hurtigt ansøgninger til Diakonissestiftelsen om at få søstre til sygeplejen. Faglært sygepleje var en mangelvare. Den første forespørgsel kom allerede fra Aarhus Købstads Sygehospital i 1872, og efter etableringen af Aarhus Amtssygehus, blev dette sygehus sammen med Odense Amts og Bys Sygehus de største aftagere af diakonisser, og her var der diakonisser frem til henholdsvis 1971 og 1974. Antallet, af de der gennemgik uddannelsen og blev indviede, var størst i årene før, under og lige efter 2. verdenskrig. Herefter faldt tilgangen. Der var blevet etableret en velfærdsstat, den verdslige sygepleje lå på et højt niveau, og mange uddannelsesmuligheder havde åbnet sig for kvinderne.
Bogens undertitel “Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863‑1955” signalerer ændringerne i samfundsstrukturen og ændringerne i sygehusstrukturen herunder lukning af stiftelsens eget hospital i 1984. Det har været forfatterens valg at forlade diakonisserne i 1955. Denne anmelder ville gerne have læst mere om historien op til nutiden, hvor der bag de klosterlignende mure på Peter Bangs Vej i dag er et uddannelsescenter med en række uddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelse, med 1.250 elever og studerende. Denne bemærkning rokker imidlertid ikke ved, at der er tale om en meget velskrevet og informativ beretning om de mange søstre og andre personligheder, der har sat deres fodaftryk på Stiftelsens historie. Bogen er baseret på en meget omfattende research, og der er gravet dybt i arkiverne for at fremskaffe de mange data og personoplysninger. Litteraturlistener også fyldestgørende. Bogen er spændende læsning og kan varmt anbefales.


Finn Hanberg Sørensen
Fhv. overkirurg, dr.med., Aarhus Amtssygehus, BA


Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 344 sider. Pris 350 kr. ISBN 978 87 170 4329 9.




Dot.jpg (287 bytes) Om heldige valg – Eller hvad frøer, krabber og hajer også kan bruges til



Af Jens Chr. Skou

Selvbiografien “Om heldige valg” giver os en dansk forskers meget lange tilbageblik. En ikke helt vellykket og noget langtrukket blanding af slægtshistorie for en snæver kreds, afsnit med forskningspolitiske
manifester beregnet for politikere blandet med forsøg på populærvidenskabelig formidling. Det sidste spænder i niveau fra Folkeuniversitetet til fagfæller i yderkanten af forskningsfeltet omkring aktiv membrantransport. Om end bogen er interessant, så savnes en streng redaktør og en defineret målgruppe. Side 251 er et eksempel på den manglende redigering: I tre på hinanden følgende afsnit beskrives, at Skou bliver medlem af EMBO, de studerende besætter instituttet, og Skou gik over til at bruge enzym isoleret fra pighajer – i sandhed en kalejdoskopisk fremstilling. Laver man en sproglig analyse af teksten, finder man to hovedtemaer:
“Na,K-ATPase” og “Ellen Margrethe var med”. Det første er den
direkte anledning til Nobelprisen i kemi i 1997, det andet Skous helt
store kærlighed, som han får frem på sin egen kantede måde. Man
rutter ikke just med superlativerne, når man kommer fra Lemvig.
En lang opremsning af både de kongresser Skou har deltaget i og
endda nogle, han har meldt afbud til, fylder meget, og hvad enten
Ellen Margrethe var med eller ej, er beskrivelsen fulgt op af en tilsvarende liste over museer, koncerter og operaer, som det også lykkedes at få med på rejsen. Det ville have været spændende at høre mere om de indtryk, oplevelserne må have givet den kunst- og kulturelsker, som Skou er, men det bliver desværre kun en opsummering. Med en vis portion selvironi beskriver Skou sig selv som en karikeret distræt professor afhængig af hustruen med overblik.
Forfatteren skal roses for en ualmindelig sober beskrivelse af uundgåelige personkonflikter, spidse albuer og magtkampe inden for forskningen, og i omtalen af kollegerne gives altid den nødvendige kredit, også selv om det er kendt, at der ind imellem har været store personlige modsætningsforhold.
Det mest slående for mig er Skous beskrivelse af entreen på Fysiologisk Institut i Aarhus i 1947. Skou ville være kirurg men gerne en karrierekirurg, så en disputats var nødvendig – derfor en stilling på
universitetet. Professoren bød Skou velkommen, stillede laboratorium,
kontor og ressourcer til rådighed – og det var det. Der var så lidt hjælp
at hente, at chefen sidenhen kunne være opponent på disputatsen uden de store habilitetsproblemer. Det efterlader umiddelbart spørgsmålet, om det vi gør i dag med et forlænget ph.d.-skolestudie vil give bedre forskere end dengang, eller er tendensen nærmere kvantitet frem for kvalitet. Det vil fremtidens antal af Nobelpriser måske vise.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

Aarhus Universitetsforlag, 2013. 378 sider. Pris 350 kr.
ISBN 978 87 7934 476 1.




Dot.jpg (287 bytes) Blod, slim & galde.
Hippokrates om sundhed og sygdom, miljø og klima i antikken



Af Anders Frøland, Simon Laursen

Frøland og Laursen har oversat seks af de hippokratiske skrifter og forsynet hver af dem med en indledning, som sætter det enkelte skrift ind i den historiske og medicinske sammenhæng, hvilket øger værdien af læsningen af kildeskriftet. Forfatterne har omhyggeligt valgt skrifter fra forskellige kategorier. Fra bogens indledning: ”I dette udvalg af tekster er der både sygehistorier (’Epidemibog 1’) og mere generelle overvejelser om klimaets og kulturens betydning for sundheden (’Vind, vand og steder’), om epilepsi (’Den hellige syge’) og om metode (’Lægekunstens oprindelse og principper’) og teori (’Menneskets natur’). Sidst men ikke mindst handler ’Eden’ om medicinsk etik og lægefaget som erhverv.” I tillæg til introduktionen af de enkelte skrifter, giver forfatterne en længere sammenhængende indledning til hele perioden og specielt de medicinhistoriske aspekter i den græske del af antikken.
   
Bogen er forsynet med en ordliste, som altid vil være vanskelig at danne, for hvilke ord er så svære, at de kræver en forklaring? Umiddelbart virker valget fornuftigt. Dog savnes ordet ’katastase’, som ikke findes forklaret her, men hvis forklaring skal søges i indledningsafsnittet til det pågældende skrift (’Epidemibog 1’). Jeg mener heller ikke, at de astronomiske termer er forklaret med en sidehenvisning til en mangelfuld side om tidsbestemmelser (f.eks. forklares Store Bjørn med en henvisning til denne side 28, hvor ordene ’store’ eller ’bjørn’ ikke forekommer).

Der er således plads til forbedringer, og jeg vil opfordre forlaget til en 2. udgave frem for et 2. oplag. Hermed også være sagt, at bogen fortjener en udbredelse, som nødvendiggør denne 2. udgave. Med den foreliggende oversættelse af seks af de hippokratiske skrifter har vi fået adgang til let læste udgaver af originaler, det er de færreste forundt at læse. Sproget er flydende, hvilket gør bogen til en sand fornøjelse at læse.
   
Forlagets hjemmeside peger på en mulig målgruppe: ”Bogen egner sig at tone undervisningen i oldtidskundskab i de naturvidenskabelig retning samt til AT-forløb som samtænker fag som oldtidskundskab, filosofi og biologi”. Jeg vil tilføje, at de fleste personalegrupper i sundhedsvæsenet med stort udbytte vil kunne glæde sig over denne bog. Vi tror, at vi ved noget om Hippokrates – men hvor meget ved vi, når det kommer til stykket? Med denne bog får vi adgang til kildeskrifterne, som sammen med forfatternes illustrative introduktioner giver et godt indblik i vores fags oprindelse. En oplagt julegave til familiemedlemmet ansat i sundhedsvæsenet.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

Systime 2011. 182 sider. Pris 215 kr. ISBN 978-87-616-4237-0






Dot.jpg (287 bytes) Dødens Teater – Lægekunsten i Danmark




Af Klaus Larsen

Klaus Larsen, journalist ved Ugeskrift for Læger, udgav sammen med Kurt Jacobsen for fem år siden den meget fine bog Ve og Velfærd. Læger, sundhed og samfund gennem 200 år. Dengang savnede Klaus Larsen en beskrivelse af forholdene forud, og derfor gik han i gang med at udforske dem. Resultatet er denne bog Dødens Teater, der altså fortæller lægevidenskabens forhistorie. Og hvilken historie! Jeg har sjældent set så velskreven historieformidling! – Jeg har dog også kritikpunkter, som følger senere.
   
Klaus Larsen tager os straks med til den offentlige ”teaterforestilling”, der skal indvi det nye Anatomihus anno 1645. Der skal dissekeres et lig, og kongen, adel, professorer og andet godtfolk – det sidste må dog betale – er inviteret med som tilskuere. Der har været meget få dissektioner før, og nærmest aldrig offentligt. Den ”højlærde og ærværdige læge” Simon Paulli leder forestillingen og oplyser indledningsvis, at kadaveret er ”det nøgne lig af en ung, nygift kvinde … der lod sig besudle … af en utilladelig forbindelse”. Klaus Larsen konstaterer, at denne dissektion blev epokegørende: ”Da Simon Paulli og hans medhjælpere efter nogle dage var færdige og kogte knoglerne af for at samle et studieskelet, var det første skridt på en udviklingsvej, der med mange svinkeærinder førte medicinen og dens foragtede stedsøster, kirurgien, frem til noget, som kunne danne grundlag for en samlet, egentlig lægevidenskab i Danmark”. Det er denne vej, Dødens Teater tager os med på med kirurgen som guide igennem 21 kapitler, hvoraf det sidste bringer os i mål, nemlig til forbrødringen mellem de to kombattanter, hvis uddannelse i 1838/1841 forenedes i Det Lægevidenskabelige Fakultet – efter 200 år!
   
Simon Paulli fik oprettet Domus Anatomica, men da han også tillod kirurgerne at følge dissektionerne, synliggjorde han søskendekonflikten. Fakultetets medicinere var dybt forargede, for kirurgerne var ikke fine eller lærde nok. Medicinerne var universitetsuddannede med en afsluttende doktordisputats, der blev forsvaret på latin, medens kirurgerne var barberuddannede håndværkere og hovedsageligt blev brugt i krigene. Paulli havde Christian 4. i ryggen, da denne gerne ville have sine bartskerer/feltskerer videreuddannede. De efterfølgende anatomer, Bartholinerne, Niels Stensen og Jacob Winsløw var ligesom Paulli uddannede på udenlandske universiteter. De to sidste tog efter et kort ophold i København tilbage til udlandet, hvor de nød stor anseelse. I de næste mange år bestod Det Medicinske Fakultet kun af to professorer, og hvis det gik højt, blev én mediciner om året uddannet og fik en meget teoretisk viden. Medicinen gik i stå, og Anatomihuset lå mere eller mindre ubrugt hen og gik til ved den store brand i 1728. Kirurgiuddannelsen derimod blev kraftigt styrket, da Johannes Buchwald som den første barberuddannede kirurg vovede sig op på doktorernes parnas. Han tog den medicinske doktorgrad i 1717 efter lange udlandsstudier, blandt andet i Leiden, og kom tilbage til København. Han arbejdede på at bringe de to kundskaber medicin og kirurgi nærmere sammen, hvad medicinerne og også Holberg kun havde hånlatter tilovers for.
   
Ud over disse to behandlertyper fandtes der en række andre såsom kloge folk, stærsnittere, badere, bødler, landstrygere, og Klaus Larsen fortæller glimrende om dem. Ligeledes bringer kapitlerne om mad og drikke, sygdomme og sygdomsopfattelser mange gode oplysninger, men jeg vil holde mig til medicinerne og kirurgerne og deres vej mod en forbrødring.
   
Årbogens læsere kender til pestens symptomer og forløb. Det gjorde man ikke i 1710, da soten slog til efter at have holdt sig væk i mere end 50 år. Den havde grasseret langs Østersøen, og måske havde de danske soldater, der kom slagne og udmarvede hjem fra Store Nordiske Krig, bragt den med sig. De kom fra Skåne til Helsingør. Dér var man i vildrede. Om hændelserne i de næste to år, da pesten også hærgede i København og tog en tredjedel af befolkningen med sig, bliver der fortalt detaljeret og medrivende. De forfærdelige levevilkår i skidt og fattigdom går helt ind under huden og op i næsen på læseren. Befolkningens, ikke mindst de bedrestilledes, angst og gøremål, lægernes håbløse situation, det kan ikke fortælles bedre. Dog stejler man over, at Klaus Larsens fortælling er baseret på Mansas arbejde, som ligger tættere på pestens end på vor egen tid. Siden Mansas glimrende artikler i Historisk Tidsskrift fra midten af 1800-tallet er der dog skrevet en del om pesten.
   
Under pesten havde striden mellem medicinerne og kirurgerne ikke været så synlig, da lægerne nu ikke længere havde lov til at forlade byen og derfor trak på samme hammel som kirurgerne. Bagefter udvidedes skismaet imidlertid. Medicinerne havde allerede sikret sig monopol på behandling af indvortes sygdomme i 1619 og især ved Medicinalforordningen af 1672, og det styrkede deres selvbevidsthed. Men kirurguddannelsen havde fået et løft, og fra begyndelsen af 1700-tallet var det ydermere blevet mere eller mindre obligatorisk for kirurgerne at tage på studier i udlandet. Kirurgerne blev hermed også mere selvbevidste, noget der allerede havde været godt på vej, fordi befolkningen havde meget større tillid til dem end til de højlærde, arrogante medicinere. Og med kirurgen Simon Crüger fik lauget en meget stærk førstemand og fortaler. Han var som Buchwald oprindelig barber og havde videreuddannet sig gennem udenlandske studier. Dér havde han lært, at kirurgien skulle gøres mere videnskabelig, og han søgte i 1730’erne kongen om tilladelse til at etablere et egentligt kirurgistudium uafhængigt af Det Medicinske Fakultet. Han skulle være generaldirektør for kirurgien, og der skulle oprettes et nyt anatomi-kirurgisk teater. Højdepunktet for kirurgerne og for skismaet blev oprettelsen af det Chirurgiske Academie i 1787. Her skulle de studerende også lære indvortes behandling.
   
Det viste sig, at flere og flere begyndte at læse medicin efter kirurgistudiet, og som sagt endte det med, at de to uddannelser i 1838/41 – 100 år efter Simon Crügers indsats – blev slået sammen under Det Lægevidenskabelige Fakultet. Kirurgerne udviklede især deres kunnen efter indførelsen af æteren og antiseptikken i 1840’erne og fremefter. Og også medicinerne fik lidt senere vind i sejlene, da bakterierne blev opdaget.
   
En mangel ved bogen er, at den ikke indeholder hverken kildekritik eller forskningsdiskussion. Og der er enkelte misforståelser, som når det anføres, at præsten Niels Blicher inokulerede flere end 4000 mennesker, medens han i virkeligheden vaccinerede dem. Det kan ses på den netadresse, Klaus Larsen selv henviser til. Men det rokker ikke ved, at der er tale om en fremragende fortælling.

Gerda Bonderup
Lektor em., dr.phil., Aarhus Universitet

1640-1840. Forlaget Munksgaard, 2012. 320 sider. Pris 299 kr. ISBN 978-87-628-1066-2






Dot.jpg (287 bytes) Tuberkulose som folkesygdom – indsats og omkostninger



Af Aja Høy-Nielsen

Tuberkulose har hærget siden tidernes morgen i forskellige forklædninger som phthisis, consumption og brystsyge. Sygdommen nåede epidemisk omfang i det 18. og 19. århundrede, og selv om kunstnere og andre bohemer romantiserede den og tillagde den stor betydning for kreativiteten, var den meget lidt romantisk. Behandlingsmulighederne var ringe, og sanatorier var ofte endestation for patienterne. Antibiotikaæraen gav fornyet optimisme, og så sent som i 1980’erne blev tuberkulosen betragtet som en uddøende sygdom. Siden har sygdommen fået fornyet fodfæste blandt andet i en uhellig alliance med HIV og stigende resistensproblemer har yderligere forværret situationen, så behandlingsmulighederne hos visse patienter nu ikke er stort bedre end for et århundrede siden. Tuberkulose er dermed ikke kun et historisk kuriosum, men et højaktuelt emne i en globaliseret verden, som bør interessere alle yngre og ældre læger.
  
Med udgangspunkt i et enormt kildemateriale og sin egen personlige tilknytning til stedet har Aja Høy-Nielsen skrevet en detaljeret biografi om Spangsbjerg Sanatorium i Esbjerg fra oprettelsen i 1908 og frem til 1960’erne, hvor de fleste sanatorier, herunder også Spangsbjerg, blev afviklet i takt med, at sygdommen slap sit tag i befolkningen. Forfatteren gennemgår kronologisk udviklingen: fra det lokalpolitiske arbejde, der førte til etablering af et privat sanatorium under Skt. Joseph-søstrene, der drev sanatoriet indtil 1920, hvorefter det overgik til Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Herefter følges sanatoriets op- og nedture, etableringen af en tuberkulosestation, de særlige udfordringer under besættelsen, og endelig sanatoriets vigende rolle i takt med tuberkulosens tilbagetog og overgangen til et alment lungemedicinsk sygehus. Sanatoriets historie sættes i relief til både den generelle samfundsudvikling og landvindingerne i tuberkulosebekæmpelsen. Forfatteren kommer altså langt omkring, men er gennemgående lokalt forankret i Spangsbjerg Sanatoriums nære miljø – og det er både bogens styrke og store svaghed.
   
Bogens styrke er de meget personlige og rørende sygehistorier og portrætter af patienter, søstre, sygeplejersker og overlæger, der bringer de involverede personer til live med både tragiske, komiske og kuriøse oplysninger. Det gælder for eksempel den ufrivilligt tragikomiske betegnelse ”ret helbredt”, som sanatoriets første patient, en 26-årig kvinde, fik ved udskrivelsen efter fire måneders ophold, hvorefter hendes tilbagevendende kamp mod sygdommen beskrives, indtil hun døde som 35-årig. Og køkkenbestyrerinden, der følte sig forfulgt af overlægen, fordi han tillod sig at bede hende ”variere pålægget” efter klager fra patienterne. Beskrivelsen af Spangsbjerg Sanatorium under besættelsen er i lige så høj grad en beskrivelse af, hvorledes overlægen med en fortid som tysk militærkirurg nu måtte agere under særdeles vanskelige forhold til patienternes bedste og efterfølgende – uretmæssigt – blev anklaget for tyskvenlig virksomhed. Selv om der er skrevet meget om besættelsestiden, er der tale om et fint lille stykke besættelsestidshistorie set fra en uvant vinkel. Specielt de sidste kapitler, der omhandler smitte blandt personalet og det tabu, patienterne hele livet måtte leve med som tidligere tuberkulosepatienter, er i vid udstrækning et ubeskrevet blad i brystsygens historie, og det er faktisk en skam, at denne del ikke fylder mere. Bogens beskrivelse af de sociale forhold gennem tiderne, der flettes fint med tuberkulosens historie, fungerer også fint og vil formentligt være overraskende for de fleste yngre læger – det er i dag svært at forestille sig, hvor nedværdigende invaliderente og andre sociale almisser blev opfattet i en tid, hvor der generelt var meget lidt hjælp at hente fra det offentlige. Det kan være svært at forstå de enorme konsekvenser, sygdommen fik for den enkelte patient og dennes familie med langvarige ophold før sygedagpenge og invaliderende behandlinger før invalidepensionen.
   
Desværre drukner mange af historierne i bogens største svaghed: Forankringen i de lokale forhold i Esbjerg og Ribe Amt. Den kronologiske, detaljerede og meget informationstunge gennemgang er for en stor dels vedkommende alt for lokalt præget, og i store dele af bogen er det ganske svært at holde interessen fanget i lange opremsninger og gennemgange af lokalpolitiske trakasserier, formænd og udvalgsmedlemmer, samt nyt personale. Det betyder også, at resten af substansen fremstår noget kursorisk, herunder al baggrundsviden om tuberkulose. Det virker således noget forfejlet, når hele tuberkulosens overordnede udviklings- og kulturhistorie, herunder de banebrydende medicinske fremskridt, samlet set behandles på en halv snes af bogens mere end 200 sider, når man samtidig præsenteres for så absurde detaljer, som at en gennemgående renovering og opdatering af Spangsbjerg Sanatorium ved overdragelsen til Nationalforeningen i 1920 blandt andet indebar indkøbet af ”90 hvide uldtæpper til patientsengene samt 230 tæpper til brug i liggehallerne”.
   
Bogens opbygning er forsøgt holdt kronologisk meget stringent, men fremstår alligevel sine steder noget rodet og til tider direkte ulogisk, og man kastes flere steder frem og tilbage mellem emner, hvis eneste sammenhæng er en vis tidsmæssig relation – man savner en strammere redaktionel hånd i den sidste fase. Det gælder særligt bogens midterste del, hvor eksempelvis kapitlet om sanatoriets anden store overlæge Lorenzen, der ankom i 1932, afrundes med en gennemgang af invaliderenten (der var et resultat af Steinckes socialreform fra 1933), en beskrivelse af ventetidsproblematikken midt i 1930’erne, og afsluttes med afsnittet ”mørke skyer over Europa”, et oplæg til besættelsen, som dog ikke følger i det næste kapitel. Manglende stringens gør sig desværre også gældende for billedmaterialet, der ellers er både smukt og righoldigt – billederne passer bare alt for ofte ikke med teksten (f.eks. s. 50, 64, 96 og 120). Samtidig kan det undre, når forfatteren skriver, at der foreligger mange fotografier, der viser et aktivt udendørsliv, at der ikke gives eksempler herpå. Det samme gælder den store samling af postkort, som der refereres til og fra, og som havde været fine illustrationer. Endelig skæmmer de ellers informative tabeller – de er for bastante og uskønne i deres stribede sort-hvide layout.
   
Alt i alt holder bogen ikke helt, hvad titlen lover, det havde været passende, om der var tilføjet en undertitel eller en bagsidekommentar om bogens meget lokale forankring. Det er ikke en begynderbog i tuberkulosens historie, for uden en vis forhåndsviden om sygdommen og dens kulturhistorie lades man nok for meget i stikken og taber pusten i de lange lokale passager – og det er faktisk synd.

Søren Hess
Afdelingslæge, Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH

1900-1962. Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 2011. 254 sider. Pris 299 kr. ISBN 978-87-89085-37-1





Dot.jpg (287 bytes) Kirurgerne og Kirurgien på Århus Amtssygehus. Kirurgisk afdeling P, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus




Af Finn Hanberg Sørensen

Alle fusionerer på livet løs. Det handler om produktivitet, nutid og en kortsigtet fremtid. Skal fusionen lykkes, skal fortiden helst udviskes, for ellers klistrer medarbejderne til ”vi plejer” og ”dem og os” – begge tankegange ren gift for fusioner. Det er derfor befriende, at Finn Hanberg Sørensen har skrevet historien om kirurgerne på Århus Amtssygehus, medens tid er, også selv om både afdelingen og sygehuset allerede for længst er indgået i fusioner. Det er blevet til en fornøjelig bog, som tager sin begyndelse med en kort gennemgang af sygehusene i Aarhus fra 1790, efterfulgt af den aarhusianske kirurgis historie, inden der dykkes ned i de markante kirurger på primært den bløde kirurgis område på Amtssygehuset.
   
Hanberg har omhyggeligt gravet statistikker og andre fakta frem fra biblioteker og arkiver, så han fremkommer med et veldokumenteret materiale om kirurgien i Aarhus, og det lykkes på forbilledlig vis at videregive de hårde fakta på en læseværdig måde ved at tilsætte anekdoter om de meget farverige kirurger, som har huseret på Århus Amtssygehus gennem tiderne, i korrekt dosis og perfekt placeret i teksten.
   
Jeg skal ikke her resumere de mange spraglede personligheders faglige fortræffeligheder – læs hellere selv bogen og glæd dig over forfatterens sprog og de mange illustrationer – men lad mig i stedet fremhæve tre for mig pudsige ting. Da det nuværende Amtssygehus skulle bygges, bad den medicinske og kirurgiske overlæge hver om 125 sengepladser. Den magtfulde sygehusudvalgsformand Ths. Nielsen svarede: ”Nej I skal have 150 sengepladser hver, så der bliver en reserve.” Den har vi vist ikke hørt siden fra politisk side. Den første laboratorieoverlæge Søren Chr. Heilskov kom først til i 1957, og først i 1977 blev der etableret en selvstændig gynækologisk afdeling – ellers hørte gynækologiske indgreb ind under den bløde kirurgi. Jeg føler mig ikke gammel, men når historisk skelsættende (eller naturlige) begivenheder sker i min tid, er jeg måske gammel.
   
Teksten er som sagt meget fornøjelig, men man kan undre sig over organiseringen af den omfangsrige litteraturliste; værkerne bringes ikke i nummerorden men heller ikke i alfabetisk orden.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

2011. 135 sider. ISBN 978-87-994408-0-1





Dot.jpg (287 bytes) I fulde åndedrag. En krigskirurgs erindringer




Af Finn Warburg

Der er ingen tvivl om, at Finn Warburg er en ener. Vi har næppe nogen anden traumekirurg af hans kaliber. Det er derfor også ganske naturligt, at vore udsendte soldater forguder ”mirakeldoktoren” og ved, at selv om uheldet måtte være ude og ramme netop dem, kommer de hjem i så intakt en tilstand, som det overhovedet er teknisk muligt – og her er der teknisk højt til loftet, når man kan tale om uventede overlevende. Det er netop af denne årsag, at vi skal læse Warburgs selvbiografi. Det er spændende læsning om en læge, som stort set altid er gået mod strømmen og har søgt mod verdens alt for mange og alt for hyppige brændpunkter. Han har netop det i sig, som får ting til at lykkes, for han er passende ukonventionel og anarkist – så i umulige situationer flasker alting sig alligevel, når det er Warburg, der står for organiseringen – ofte ved at spille den (beregnende) uskyldighed. Så er det lige meget, om det er jordskælv, vulkanudbrud eller krige. Når det er sagt, skal så også tilføjes, at bogen ville have draget fordel af en mere stringent redigering, så læseren blev forskånet for unødige detaljer; hermed er sidetallet kommenteret.
   
I begyndelsen var jeg vildt imponeret over forfatterens hukommelse, men ved den videre læsning kan jeg godt se, at i takt med at vi nærmer os nutiden, var barndommens og ungdommens bedrifter uanset omfang kun summarisk beskrevet, for når vi når frem til Afghanistan-krigen, er vi omtrent nede på minuttal for tandbørstningen, og der er sygehistorier, som har journalens detailrigdom, og som efter min mening ikke tjener noget formål i bogform.
   
Finn Warburg er en ener, og det er naturligvis hans specielle oplevelser, som er interessante. Han glemmer imidlertid, at vi andre kunne hænge på i slipvinden, og også få noget af vores egen historie fortalt gennem hans oplevelser og anstrengelser med at nedfælde dem på pair, så længe de er fælles. På dette punkt svigter forfatteren det brede publikum. Når et seksdages hjemmeværnsforløb fylder mere end 6½ års medicinstudie, bliver det klart, hvor forfatterens hjerte er forankret, og at det er Finn Warburgs historie, og ikke hans årgangs. Han bliver Krigs- og Katastrofekirurg med stort K snarere end kirurg.
   
Sideløbende med udsendelserne til verdens brændpunkter beskriver Warburg i meget kærlige vendinger familielivet. Det er imponerende i hans optik og må udelukkende tilskrives en meget tålmodig ægtefælle, så ingen lades i tvivl om, at det lykkelige familieliv skyldes Warburgs kære Eileen, hvilket han heller ikke på nogen måde forsøger at skjule – tværtimod, bogen er én lang, god og livsbekræftende kærlighedserklæring til hans livs udkårne. Bogen kan derfor også læses som en manual i, at for at opnå en stor, altruistisk indsats, er det nødvendigt med et stabilt, forstående og understøttende bagland. Dette til trods for, at Warburg ikke er blind og nyder kvindelige patienters form for tak (”… da mødte hun op i ambulatoriet i nydeligt antræk og herunder et sort blondekorset. På højre side sad strømpeholderne i en sort netstrømpe, på venstre i side var de hæftet fast i gipsen. En raffineret måde at sige tak for hjælpen på. Jeg fik smil på læben og snoede overskægget.” s. 223).

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

Fadl Forlag, 2011. 562 sider. Pris 350 kr. ISBN 978-87-7749-667-7






Dot.jpg (287 bytes) Icons of Longevity. Luxdorph’s Eighteenth Centure Galllery of Long-livers




Af Lise-Lotte B. Petersen, Bernard Jeune


Titlen kunne også være bogen, som udkom med stort besvær og med 230 års forsinkelse.
   
Embedsmanden Bolle Willum Luxdorph (1716-1788) samlede i fritiden portrætter af gamle mennesker, hvilket blev defineret som mennesker, der var over 80 år gamle. Da han indsamlede dem, lå der muligvis en gnist af magtmisbrug, for han var måske ikke helt skarp i formuleringen, om han nu var embedsmanden eller bare en ihærdig amatør, når han skrev ud til det perifere embedsværk om efterretninger. Så her ligger et studie for sig selv om magtens elite. Han katalogiserede billederne, og dette katalog, Icones Longaevorum, er bevaret på Det Kongelige Bibliotek. Til gengæld blev portrætterne spredt til mange forskellige arkiver og biblioteker i Europa efter hans død. Det havde derfor været ulige lettere, om han selv havde udgivet samlingen af portrætter. Bogens forfattere har gennemført et enestående detektivarbejde og fundet frem til hovedparten af den oprindelige samling, og det er disse mange portrætter, som nu er udgivet i dette pragtværk.
   
Bogen består af 30 sider med indledende kommentarer om baggrunden for samlingen og bogen, og som sætter emnet i perspektiv i forhold til datidens normer, 256 sider med i alt 728 illustrationer af 515 påståede langt-levende, hvortil kommer illustrationerne i de indledende afsnit. Der er endvidere et righoldigt noteapparat.
   
Det er bestemt fornøjelig læsning. Dels kan man svarende til journaljargonen se, om udseende svarer til alder, eller om den afbillede ser yngre eller ældre ud. Men man kan også fryde sig over datidens manglende kritiske sans, når man dengang uden blusel stillede sig tilfreds med, at man sagtens kunne blive langt over 100 år gammel og ikke gik beviserne nærmere efter i sømmene. Dengang gav det overhovedet ingen anledning til panderynker, at f.eks. vores lokale aarhusianske koryfæ Drakenberg blev 145 år, 10 måneder og 20 dage gammel. Og han er ikke den eneste, som lever (levede) op til bogens titel.
   
Ideen om at blive rigtig gammel har eksisteret siden oldtiden (se f.eks. Anders Frølands artikel i denne udgave af Årbogen) og florerede i Oplysningstiden. Liv Egelskov og Sven Erik Hansen behandler netop dette emne i dette års Årbog. Gerontologi er i mellemtiden blevet et lægeligt speciale, og vore folkevalgte har svært ved at (bort)forklare, at vore mange gamle medborgere på en eller anden måde skal finansieres, uden at det virker diskriminerende. Ønsket om det lange liv er blevet til en (ubehagelig) virkelighed med ønsket om et værdigt og indholdsrigt langt liv. Bogen er et prisværdigt forsøg på at genskabe en bog, som aldrig blev til noget, og samtidig er den tankevækkende gennem sine stilfærdige kommentarer – og de mange portrætter er i sig selv en æstetisk nydelse.

Ole Sonne
Lektor i fysiologi, dr.med., Aarhus Universitet

University Press of Southern Denmark, 2010. 330 sider. Pris 348 kr. ISBN: 978-87-7838-741-7




 Dot.jpg (287 bytes) Tilbageblik og tankeflugt. Om to mænds samarbejde og samliv


Af  Harald Fuglsang

Som anmeldelse af Harald Fuglsangs bog kunne selve forordet bruges, idet forfatteren selv her giver et resumé af sit spændende liv fra han som bondedreng voksede op i Thy. Her forsøges dog i stedet med udgangspunkt i forskellige afsnit i bogen at give et rids af historien.
Harald Fuglsang fik studentereksamen, hvilket ikke var almindeligt på den tid, og siden kom han ud i verden. Han skriver selv, at han efter at være blevet nysproglig student fra Thisted Gymnasium havde en
vidunderlig indre lykkefølelse af, at verden nu var åben for ham og
mulighederne ubegrænsede – naivt kastede han sig ud i verden uden
faldskærm. Frankrig skulle være det første mål. Med planer om at blive
cand.mag. fik han et legat til et skoleår i Frankrig i Besançon, hvor han
hængte på, så godt han kunne i fransktimerne. Ingen af lærerne tog sig af hans uddannelse, og julen tilbragte han mere eller mindre alene på skolen, da der ikke var penge til at komme hjem. Da han ikke skulle til eksamen, tog han på stop rundt i Frankrig – og så hurtigt hjem til det danske forår. Sikken en luksus. Det var hans dannelsesrejse – påstop og uden penge.
Vor Herre ville ikke, at han skulle studere fransk. “Der var intet
akademisk i mig, men masser af ufortrængte følelser”. I stedet fik han
job som lærer i landsbyen derhjemme, hvor han samtidig læste lidt
filosofi. Dog nok til uden at deltage i en eneste forelæsning at kunne
præsentere sig til eksamen og med nød og næppe bestå filosofikum
ved Aarhus Universitet, hvor han derpå gennemførte medicinstudiet
som en med egne ord “lille forsagt umoden slider”, der dog efter første
del tog sommerferievikariater i både Viborg og Thisted. I eksamens- semestret tog han også den amerikanske eksamen, så vejen var åben til USA, hvor han i sommeren 1960 fik job på et privathospital i Suffolk,
Virginia, med et afsnit for sorte og et for hvide. Men skadestuen var
fælles. Fuglsang havde mest at gøre med de sorte og så alle mulige sygdomme og gik i toskiftet vagt uden kompensation. Det beskrives som en fantastisk læreplads. Det var også hos dette sensuelle folkefærd, de smukkeste mænd var, og alle de sorte mænd såvel som kvinder havde da også straks konstateret og accepteret, at han var til mænd og ikke til kvinder – “så jeg accepterede det også, langt om længe, i et fremmed land blandt et naturfolk, der følger dets natur – hvilken lettelse og hvilken glæde at blive modtaget og accepteret på den måde – der var ingen vej tilbage”.
På grund af moderens kræftsygdom tog Fuglsang hjem som hjælpelæge hos familiens praktiserende læge. Efter at have været skolelærer for sit eget stammefolk skulle han prøve at være dets læge. Det gik godt. Dog brød han sig ikke om at skulle trække tænder ud og heller ikke om de mange hjemmefødsler.
Efter moderens død skulle han aftjene sin værnepligt. Under uroen
i Congo skulle FN levere læger til et stort hospital ved Kamina-basen.
Danmark havde ingen overlæger, der ville deltage, så Fuglsang, der jo
var nogenlunde god til det franske sprog, men knap nok havde lært
at gøre honnør efter sine kun tre måneder som rekrut i studietiden,
meldte sig og avancerede fra almindelig menig til major og blev chef for Kamina Base Hospital, hvor han var et år og tjente til et tropemedicinsk kursus i London.
I London fandt han sin livsledsager, Joh n Anderson, en engelsk
øjenlæge med en barndom gennemsyret af musik i et velhavende hjem i Brighton samt på kostskolen Harrow og universitetet i Cambridge.
Under senere ophold i Afrika undersøgte de to læger i fællesskab
under primitive forhold befolkningen i Cameroun for flodblindhed,
og det resulterede blandt andet i, at Joh n med sin disputats om sygdommen følte, at han endelig havde gjort noget godt for den lægeuddannelse, han aldrig havde ønsket. De to læger kunne nok godt være belønnet med arbejde ved tropeskolen i London, men deres bedste samarbejdspartner havde gennemskuet deres personligheder, som havde andre sider end den videnskabelige. Joh n var fyldt med musik og Harald med gode ideer.
Da DANIDA ikke ville vide af Harald, var han med til at arrangere
en international kongres i tropemedicin i København samt at
oprette et tremåneders kursus i tropemedicin, som var obligatorisk for
tropemedicinere, der indtil da havde været henvist til at tage kurset i
London. Alt dette var uden, at Vor Herre lod Harald komme på nogen
lønningsliste.
Men i mellemtiden ville Joh n have ham hjem til Thy, hvor de sammen
med kunstneren Kirsten Kjær var med til at oprette “Kirsten
Kjærs fond” og det var starten på Kirsten Kjær Museet, der ved bogens
udfærdigelse havde bestået i 28 år.
Om Kirsten Kjær har Harald Fuglsang skrevet en bog for nogle år
siden, og den kan lige som den aktuelle bog anbefales. Der er tale om
velskrevne bøger med omtale af en utraditionel kunstner, to læger
med en karriere, som ikke har været som de flestes, men ikke mindst
også et meget utraditionelt museum langt ude vestpå, hvor besøgende
modtages med stor venlighed, og hvor forholdene er særdeles uformelle.
“Der har aldrig været nogen på lønningslisten, og publikum
betaler for kaffe og postkort til åbne pengekasser. Vi nøjes med dette
En flot koncertsal byggedes i 2008‑2009, og koncerter med klassisk
musik afholdes nu i flotte rammer mod tidligere mere primitive. I 2008
afholdtes deres 9. kammermusikfestival. På museet er også plads for
kunstnere, der i perioder arbejder og bor der sammen med Harald
og John.

Bogen er velillustreret og kan købes på museet eller via www.kkmuseum.dk.

176 sider. ISBN 978‑87‑991720‑1-6

Anmeldt af Magne Juhl





Det hvide snit – Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922‑1983




Af Jesper Vaczy Kragh

Bogen “Det hvide snit” bærer undertitlen “Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922‑1983”, hvilket er en vigtig tilkendegivelse.Bogen er ikke blot en lærd og detaljeret indføring i psykokirurgiens dramatiske historie i Danmark. Den giver tillige en bred indføring i dansk psykiatris historie og indsætter på forbilledlig vis psykiatrien i den samtidige social- og kulturhistorie.
Bogen er en udvidet udgave af forfatterens ph.d.-afhandling. Den er velskrevet og populær i den bedste forstand af dette ord.
“Det hvide snit” rummer tre hovedafsnit, hvortil kommer et forord, en prolog, et efterskrift, samt bilag, litteraturliste og personindeks.
Strukturen bærer vidnesbyrd om den veldisponerede videnskabelige afhandling, der er forlægget.

Første afsnit giver en indføring i dansk psykiatris stade i begyndelsen af det tyvende århundrede og årstallet 1922 i undertitlen sigter til
det år, hvor den danske stat samlede og organiserede sindssygevæsnet under Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler. Tidligere havde hospitalerne været relativt uafhængige med egne bestyrelser og en temmelig enevældig overlæge som administrator og behandlingsansvarlig. Centraliseringen i 1922 fik ifølge forfatteren en afgørende betydning for indførelsen og for omfanget af den psykokirurgiske behandling, som kaldes ‘det hvide snit’. Bogens første del skildrer tillige de somatiske behandlingsformer, malariakuren mod den syfilitiske hjernelidelse (dementia paralytika) og insulin-, cardiazol- og elektrochok mod skizofreni og depression, der gødede jorden for det radikale indgreb i hjernen, som ‘det hvide snit’ skulle udgøre. Ud over de psykiatriog sundhedspolitiske forudsætninger for den nye hjernekirurgiske behandling, skildrer forfatteren også folkeånden i samtiden, som i et optimistisk fremskridts tro var beredt til store forandringer.

Bogens andet og længste afsnit handler om ‘det hvide snit’, eller lobotomien, det hjernekirurgiske indgreb, der blev introduceret af den portugisiske neurokirurg, Egas Moniz (1874‑1955) i 1935 og videreudviklet af Walter Freeman (1895‑1972) i USA før introduktionen i Danmark i 1939. Forfatteren leverer en generel beskrivelse af de mange psykokirurgiske indgreb, der blev udført i Danmark i perioden fra 1939 til 1983, i alt ca. 4500, og fortæller, hvor de blev udført, hvem der udførte dem, og hvilken teknik, der blev anvendt. Teknikken var
i begyndelsen skræmmende grov, idet simple instrumenter gennem borehuller blev ført ned i de forreste hjernedele, pandelapperne, hvorefter instrumenterne blev drejet rundt således, at et stort antal (hvide) nervetråde blev skåret over. Et glimrende billedmateriale illustrerer den tekniske udførelse. Bogens tyngdepunkt er imidlertid den indgående beskrivelse af de ca. 300 lobotomier, der blev udført på patienter fra Sindssygehospitalet i Vordingborg (Oringe). Disse 300 patienters journaler udgør forfatterens empiriske materiale, og han giver i sin beskrivelse af dette grundmateriale læserne et fremragende indblik i historikerens videnskabelige omgang med sit kildemateriale.

Gennem detaljerede studier af journalerne kan forfatteren beskrive materialet, analysere det og til slut generere interessante forskningsspørgsmål, som han søger at besvare. Eksempler på disse spørgsmål er udvælgelsen til lobotomi: Hvilke patienter fik denne behandling tilbudt? Ja, behandlingen blev ofte ikke tilbudt, men påtvunget patienterne, hvilket giver forfatteren anledning til en omfattende gennemgang af spørgsmålet om informeret samtykke. Men det hændte også, at patienter eller deres pårørende selv efterlyste den nye behandling i håbet om at opnå lindring eller helbredelse for en frygtelig sygdom. Diagnosemæssigt led mere end halvdelen af de indstillede patienter af skizofreni, men et betydeligt antal led også af andre, mindre indgribende sindslidelser som psykopati, tvangsneuroser og depressioner. I forbindelse hermed underkaster forfatteren det senere så udskældte psykopatibegreb en grundig undersøgelse. De direkte anledninger til indstilling til operation var ofte en ustyrlig, selvskadende eller personfarlig adfærd hos de syge. Men hos andre drejede det sig også om at mindske lidelse og sygdomsprogression, når alle andre behandlinger havde vist sig nytteløse. Det er dog overraskende, at selv ganske unge mennesker – endog børn – også blev opereret. Disse blev især henvist fra åndssvageforsorgen
på grund af uartig eller ustyrlig adfærd. Ikke sjældent spillede seksuelle udskejelser hos patienterne en betydelig rolle for
operationsindikationen. Et spørgsmål, som forfatteren ofrer et helt kapitel på at drøfte, er den betydelige overvægt af kvinder, der findes
i danske, såvel som udenlandske statistikker. Godt og vel to tredjedele af de opererede var kvinder, medens kvinder kun udgjorde lidt over
halvdelen af de hospitalsindlagte. Forfatteren søger svaret i en mulig mindre tolerance overfor kvinders afvigende seksuelle adfærd under
svær psykotisk sygdom samt fordømmelsen af ikke-psykotiske kvinders seksuelle udskejelser som prostituerede, en adfærd der let førte til diagnosen psykopati – og dermed til operation. Endelig spørger forfatteren om hvilke omkostninger, der fulgte med det irreversible
indgreb i hjernen. Og svarene på dette spørgsmål er rystende: En dødelighed under og efter operation på 5‑10 procent, udvikling af
epileptiske kramper hos 20‑30 procent (med risiko for at dø i status epileptikus), pareser, vægtøgning og en generel personlighedsændring
hos flertallet med især ændret følelsesliv (apati, fatuid opstemthed, raseriudbrud). Dokumentationen af disse uønskede virkninger og især
samtidens mangelfulde registreringer, omtaler forfatteren indgående og drøfter mulige årsager til den tolerance, som ikke mindst lægerne
syntes at udvise overfor omkostningerne ved kirurgiske indgreb i de
sindslidendes hjerner.

Bogens tredje del behandler den kritik af lobotomierne, der efterhånden fremkom godt hjulpet på vej af den ‘psykofarmakologiske
revolution’, der indtraf i løbet af 1950’erne, et fremskridt i behandlingsmulighederne der i manges øjne overflødiggjorde de grove kirurgiske indgreb på de sindslidende. I denne del omtales også den ændrede og langt mere kritiske holdning, der udviklede sig i samfundet overfor de tidligere så suveræne og usårlige læger. Endelig refereres den afgørende empiriske undersøgelse fra Rigshospitalet fra 1982, der beskriver følgerne efter ti års stereotaktiske psykokirurgiske indgreb på 65 patienter.
Efter denne, længe ventede og temmelig kritiske videnskabelige redegørelse, sluttede den psykokirurgiske æra i Danmark.
Det tjener bogens forfatter til ros, at han formår at indleve sig i de forhold, der herskede for patienter, plejepersonale og læger i tiden før fremkomsten af de moderne psykofarmaka, og at han loyalt beskriver den vanskelige valgsituation, alle parter var i, når fordele og ulemper
ved nye behandlingsformer skulle vurderes. Forfatteren forholder sig videnskabeligt, objektivt og neutralt til det, han observerer og refererer.
Han kan dog ikke skjule en vis overraskelse over, at de mange negative sider ved de psykokirurgiske indgreb tilsyneladende ikke
gjorde noget stort indtryk på hjernekirurgiens psykiatriske pionerer, repræsenteret først og fremmest ved dansk psykiatris nestor i sidste
halvdel af det tyvende århundrede, Erik Strømgren, som året før sin død i 1992, skrev en kronik i Politiken netop med titlen “Det hvide
snit”. Heri kalder Erik Strømgren eftertidens til tider voldsomme fordømmelse af psykokirurgien for en “groft forvrænget” fremstilling.

Denne afsluttende, personlige tilkendegivelse fra bogens forfatter er en velkommen hilsen fra mennesket bag denne fornemme videnskabelige
præstation, som udgør et væsentligt bidrag til den endnu sparsomme danske psykiatrihistorie.
Som et medrivende historisk vidnesbyrd er bogen en sand gave til alle psykiatere, men dens uafrystelige appel til refleksion over lægegerningens
stadig tilbagevendende etiske dilemmaer, henvender sig til alle læger.

Syddansk Universitetsforlag 2010. 475 sider. Pris 398 kr.
ISBN 978‑87‑7674‑403‑8

Anmeldt af Per Vestergaard




Videnskabens Mand. Fysiologen, formidleren og forsknings- aktivisten Poul Brandt Rehberg




Af Henrik Knudsen

Fra indledningen citeres: “Nyrefysiologisk pioner, modstandsmand, antikommunist, intellektuel koldkriger, forskningspolitisk
debattør, skattet formidler og underviser, et menneske optændt af et brændende videnskabeligt og politisk” – et katalog over
de godt 400 siders spændende indhold.
En biografi er interessant, når den omhandler en farverig person, men den bliver rigtig interessant, når den beskriver en person med mange forskellige roller og kontaktflader i samfundet. Herved bliver den tillige en periodeskildring, og med den portrætteredes virke i en spændende tid før, under og efter anden verdenskrig, foreligger en vellykket biografi om Poul Brandt Rehberg (1895‑1989) sat i forbilledlig kontekst af den samtid, han udspillede sin indflydelsesrige rolle.

Forfatteren, som er videnskabs- og teknologihistoriker, havde det
efter eget udsagn noget sværere ved at forlige sig med “fysiologen”
Rehberg, og han var helt klart mere interesseret i dennes rolle som
aktør inden for forskningsrådgivningen og -bevillingssystemet. Dette
kan også aflæses på sidetallene i vægtningen af de forskellige dele af
Rehbergs liv. Det tjener imidlertid Knudsen til hæder, at han ikke desto
mindre kastede sig ud i nyrefysiologiens meget komplekse mekanismer, selv om man fornemmer, at han giver Krogh ret i, at “nyren er et djævelsk organ”. Som læser kan forfatteren ikke roses nok for denne modige og frugtbare beslutning, som er en nødvendig forudsætning for at forstå den hele og meget komplekse person: Poul Brandt Rehberg.

Rehberg voksede op som skilsmissebarn i beskedne kår med en
ligegyldig far men med en arbejdsom mor, som ikke var tabt bag af
en vogn. Bedsteforældrene lærte ham at læse i en alder af fire-fem år,
og læsebogen var den daglige udgave af Politiken. Under studiet blev
Rehberg indfanget af August Kroghs forståelse for funktion frem for
systematik. Rehberg gav ellers ikke Krogh topkarakter i undervisnings- evalueringen, for Krogh bevægede sig i et andet luftlag, hvor kun de
skarpeste studenter kunne følge med. Han stillede simpelthen for store
krav. En brillant eksamenspræstation efterfulgt af et kortvarigt ophold
i Kroghs laboratorium førte til spørgsmålet: “Vil De ikke meget hellere
blive her?” Hermed var Rehberg blevet universitetsfysiolog i stedet for
gymnasielærer.

Det virker i dag helt uforståeligt, at man så sent som i 1920’rne
og 1930’rne kunne diskutere, om urinen blev dannet ved en selektiv
sekretion af alle affaldsstoffer eller ved en ukritisk filtration af alle små
molekyler efterfulgt af en reabsorption af de gavnlige og nødvendige
molekyler. Men dette var det farvand, den unge Rehberg skulle manøvrerei.
Etableringen af clearancebegrebet og specielt kreatininclearance
var hans varemærke, men under krigen tabte han et uskønt kapløb til
en amerikaner, hvilket tilsyneladende tog forskningslysten fra ham.
Andre forsvarede ham, og dette betød i alle fald, at Nobelkomiteen fik
øjnene op for, at amerikaneren kørte en negativ argumentation mod
skandinaverne i stedet for at bidrage med egne positive resultater.
Rehberg var en progressiv underviser, der tillod spørgsmål både
under og efter forelæsningen. Han var involveret i flere forskellige
lærebogsprojekter for forskellige segmenter af uddannelsessystemet.
Selv købte jeg i 2. G den 17. udgave af Menneskets Fysiologi, som Krogh udgav i 1907, og hvor Rehberg var medforfatter fra den niende udgave.

Partipolitisk var Rehberg radikal, hvilket indebar, at det ikke altid
var lige let for ham at fungere som forbindelsesofficer mellem den
handlingslammede danske regering og den overvejende kommunistiske, aktive del af modstandsbevægelsen under anden verdenskrig.

Denne nonkombattante rolle var imidlertid nok til, at han blev taget
til fange og anbragt i Shellhuset, hvorfra han undslap helskindet efter
Royal Air Force’s vellykkede bombning, og resten af krigen tilbragte
han i Sverige. Netop i disse afsnit er der en del gentagelser, fordi forfatteren har ønsket at give en sammenhængende fortælling baseret på flere forskellige kilder. Lidt staccato mellem de forskellige oplæg havde nok været at foretrække frem for gentagelserne i den forbindende tekst.

Sammen med Krogh, hvis professorat Rehberg i øvrigt overtog i
1945, og Niels Bohr var han aktiv i at få introduceret “radiobiologisk
forskning”, altså introduktionen af radioaktive isotoper som sporstoffer
i de biologiske undersøgelser. Krigen satte en stopper for eksporten
af radioisotoper fra USA, og først i 1947 blev der lempet på restriktionerne.

Rehberg fjernede sig fra laboratoriet men drev i en periode
et succesrigt laboratorium. Til slut opgav han det eksperimentelle og
afsluttede karrieren som forskningspolitiker og agitator for, at Staten
etablerede frie forskningsråd. Han blev naturligt nok medlem af Carlsbergfondets bestyrelse og de første offentlige forskningsråd.
Afsnittene om forskningsrådenes oprettelse giver anledning til et
deja-vu, for allerede dengang ville politikerne styre bevillings- formålene, medens forskerne ønskede frie forskningsråd og kæmpede (også dengang) for grundforskningen, så denne vinkel gør denne “historiebog” højaktuel. Afsnittene om fastlæggelsen af grænserne for strålefare under den kolde krig illustrerer, hvordan videnskab og politik gik op i en højere enhed. Disse interessante afsnit er dog behæftet med en del unødige gentagelser.

Forfatteren skal takkes for at have beriget os med en meget vellykket
bog. Der er kun få trykfejl, og det ærgrer uden tvivl forfatteren,
at Danmark skulle have lidt et stort nederlag i 1964 (p. 22), som
krævede en national restaurationsperiode. En fejl, som let lader sig
kontrollere, efterlader ikke desto mindre usikkerheden, om resten nu
også er forkert – men bare rolig, vi taler her om en meget solid og
gennemarbejdet bog. Der er en del illustrationer i bogen, men at kalde
den gennemillustreret vil være en overdrivelse.


Aarhus Universitetsforlag, 2010. 412 sider. Pris 398 kr. ISBN 978 87 7934 563 8

Anmeldt af Ole Sonne




Dot.jpg (287 bytes) Det uperfekte barn

uperfektbarn.jpg (21688 bytes)

Redigeret af Lise Funder & Morten A. Skydsgaard

Med bidrag af Lars Ole Andersen, Heidi Guthmann Birck, Frede Bro-Rasmussen, Kim Christiansen, Else Marie Kofod, Mary-Ann Kromann, Ion Meyer, Camilla Skovbjerg Paldam, John Philip & Arnold Schäfer


Medfødte handicap har altid skræmt, fascineret, frastødt - og kaldt på forklaringer.

Det uperfekte barn fortæller om, hvordan samfundet, videnskaben og kunsten gennem tiden har forholdt sig til børn med misdannelser. Kvindens indbildningskraft, underjordiske væsener, kemiske stoffer og kromosom nr. 21 er alle vigtige elementer i bogens brede fortælling om bestræbelserne på at forstå, udgrænse og afhjælpe det afvigende.

Teknologien spiller derfor også en hovedrolle i bogen. Bedre hjælpemidler og kommunikation og nye medicinske behandlinger har medvirket til, at handicappede børn i dag langt bedre kan klare sig selv. Samtidig truer fosterdiagnostikken med at fjerne det afvigende og misdannede, fordi forældre kan fravælge fostre med sygdomme og defekter.
Ti forfattere, hver især eksperter inden for deres område, fortæller her om det uperfekte barn set fra medicinens, kunstens, historiens og de handicappedes verden. Emnerne spænder vidt - fra handicappede børn i den danske folketro og i billedkunsten til thalidomidkatastrofen og fosterdiagnostikkens indførelse i Danmark.
Det uperfekte barn er rigt illustreret, bl.a. med Heidi Guthmann Bircks enestående skulpturer af misdannede fostre.


Berlingske Tidende
"Ikke alle børn fødes sunde og raske. Nogle gange går det rigtigt galt og de medfødte handicaps - de være sig større eller mindre - har gennem tiden optaget både læger, kunstnere, præster og lægfolk. Ti forfattere med hvert sit speciale fortæller hele historien i bogen Det uperfekte barn, som Morten A. Skydsgaard og Lise Funder har redigeret. Formål: At ruste lægerne til at tage del i den etiske debat om tilvalg og fravalg af handicappede børn."


Mette Fersum Lektørudtalelse
"Der er en del bøger om det at være født med misdannelser og handicap, men især debatbøger om fosterdiagnostik og etik. Denne er et godt supplement, fordi den belyser så forskellige vinkler. En udmærket bog, der på god vis får formidlet og samlet viden om medfødte handicap og misdannelser."



Ning de Coninck-Smith Social Kritik
"Det uperfekte barn er måske ikke lige en bog, som de nybagte gravide eller mor vil kaste sig over. Men for os andre, som har fået moderskabet på afstand - og for dem, som måske engang selv skal være forældre, er der meget nyttig og eftertænksom viden at hente. Bogen ender på en optimistisk note, men uden at romatisere. Aarhus Universitetsforlag har begået endnu en smuk bog, med mange fine og velvalgte illustrationer. Det tværfaglige greb fra folketro, over kunsthistorie til medicinhistorie er velvalgt..."

Aarhus Universitetsforlag, 198 kr,  160 sider,  2008 ISBN 87 7934 429 1


 

Dot.jpg (287 bytes) Det vidunderlige stof. Erindringer fra Radiumstationen i Århus 1914-2007

aarhusradium.jpg (5358 bytes)


Af Birgitte T. Espersen & Anne-Lise Roager

Radiumstationen i Århus har eksisteret i næsten 100 år og er opkaldt efter stoffet radium, "det vidunderlige stof". Det meget kostbare radium blev importeret fra udlandet, og virkningen viste sig at være en lille revolution i behandlingen af kræftsygdomme på et tidspunkt, hvor behandlingen overvejende var kirurgisk. Ikke desto mindre var personalet ikke opmærksomme på stoffets skadelige bivirkninger, og mange forbrændte hænderne, mistede fingre eller fik alvorlige blodsygdomme, mens nogle få faktisk mistede livet.

<i>Det vidunderlige stof</i> er en rigt illustreret bog om de vilkår patienter og personale på Radiumstationen har været underlagt siden grundlæggelsen i 1914 og fortæller om den udvikling, behandlingen af kræftsygdomme og kræftsygeplejen har gennemgået, siden dengang man troede, at kræft var smitsom.



Jørgen Bollerup Johansen, Århus Stiftstidende
"Birgitte Espersen og Anne-Lise Roagers bog bobler af velskrevne anekdoter, detaljer og sygeplejefaglige emner."


Aarhus Universitetsforlag, 298,- kr, 269 sider, 2008, ISBN 87 7934 385 6


Dot.jpg (287 bytes) Thomas Bartholin: Anatomihuset i København 1662



Udgivet, oversat og kommenteret af Niels W. Bruun
med en efterskrift om anatomiske teatre i Europa af Hans-Otto Loldrup



Hvis man under gravearbejder ved Frue Plads fandt betydelige levn fra det syttende århundredes København, ville det nok vække en del opmærksomhed og tiltrække publikum med forhåbninger om at se, røre eller ligefrem selv finde arkæologiske genstande. Aviserne ville skrive artikler om det, og fjernsynet ville indkalde eksperter til at knytte fundene sammen til en helhed.
Alene gennem mediedækningen ville man få en oplevelse af et uventet og spændende møde med fortiden.
Også ved en følgende udstilling på f.eks. Nationalmuseet ville montrernes glas ikke udelukke suset fra en oplevelse af genstandene som autentiske.
En bog står anderledes stilfærdigt på sin hylde i 345 år og venter på at blive lukket op og lukket ind, men kan dog vise sig at rumme det hele og mere til. Thomas Bartholin (1616-1680) virkede som professor i anatomi ved Københavns Universitet og var internationalt anerkendt for sin påvisning af lymfekarrene (i konkurrence med svenskeren Oluf Rudbeck), og han ønskede med udgivelsen af denne bog i 1662 at give eftertiden en beskrivelse af universitetets anatomiske teater, hvor han selv havde foretaget offentlige anatomiske demonstrationer. I Bartholins bog kan man få svar på spørgsmål om, hvordan bygningen så ud (den nedbrændte i 1728), og hvad den rummede (bl.a. et naturhistorisk museum), og via de optrædende professorers trykte indbydelsesskrifter til de enkelte dissektionsforelæsninger kan man få indtryk af københavnernes holdninger til dette videnskabelige teater.
Der er lige den hage ved det, at Bartholin skrev på latin. Heldigvis findes der dog endnu i Danmark mennesker, som er i stand til at forstå latin, og som ønsker at videregive den overleverede viden til et større publikum. Et sådant menneske er Niels W. Bruun, og lad mig slå fast med det samme, at hans arbejde er kompetent og beundringsværdigt, således at Thomas Bartholin ikke kunne have ønsket sig det bedre.
Niels W. Bruun har ikke blot oversat hele teksten, men han har også forsynet den med en rigdom af kommentarer, nogle nødvendige for forståelsen, andre ud fra et overskud af kendskab til detaljer, som man vanskeligt selv ville kunne skaffe sig i løbet af mange år. Det er ikke oplysninger, man uden videre kan finde på nettet eller i opslagsværker, men kun ved læsning af andre 1600-tals forfattere og deres forgængere. Der var megen tyngende lærdom, som unge mennesker skulle tilegne sig, før de kunne gøre karriere på den tid, og det afspejler sig i teksten. Niels W. Bruun har haft tålmodighed til at gennemarbejde det hele, og det er meget betryggende, selv om man som moderne læser måske nøjes med at springe lystigt rundt imellem de utallige godbidder og glæde sig over de forrygende illustrationer.
Niels W. Bruun har tidligere udgivet denne tekst som et tillæg til en anden Bartholinpublikation. Denne gang får anatomihuset sin selvstændige udgivelse med mange flere kommentarer og en ny oversættelse, hvor meget lange sætningskæder er brudt op, så sproget virker mere indbydende. Bartholins sprog er dog så tæt forbundet med tankegangen, at der er grænser for, hvor meget man kan modernisere det uden totalt at miste særpræget.
Hans-Otto Loldrup har fuldstændiggjort beskrivelsen af det københavnske anatomihus med en 86 siders rigt illustreret gennemgang af det anatomiske teaters historie fra begyndelsen i Norditalien ca. 1300 og dets følgende udbredelse overalt i Europa. Bogen er i det hele taget et smukt værk.

Loldrups Forlag 2007. 272 sider. 375 kr. ISBN 8789242052

Anmeldt af af klassisk filolog Kirsten Jungersen


Dot.jpg (287 bytes) Forebyggelse Kontrol Rådgivning, Embedslægerne i 225 år

Redigeret af Nils Rosdahl og Gerda Bonderup

I anledning af Embedslægeforeningens 125 års jubilæum og Embedslægevæsenets nu ændrede status til en integreret del af Sundhedsstyrelsen uden selvstændig konto udgiver foreningen nu en publikation om embedslægernes historie. Den består af en række selvstændige artikler, hvoraf nogle er lidt ændrede genoptryk af tidligere artikler i Ugeskrift for Læger og Månedsskridt for praktisk Lægegerning, om embedslægevæsenets og foreningens historie og de opgaver, embedslægerne skulle udføre, samlede af Gerda Bonderup og Nils Rosdahl som redaktører.
    Bogen deles i en kronologisk og en tematisk del, hvor Gerda Bonderup i den kronologiske del skriver om det tidlige embedslægevæsen indtil ca. 1880, medens Nils Rosdahl deler den senere op i 3 dele: Mod et moderne sundhedsvæsen 1877 – 1914, Langsomme reformer og verdenskrige – tiden 1914 – 73 og Evalueringer og strukturændringer 1973 -2007. Tage Grodum og efter hans død fuldendt af Jens Misfeldt skriver om embedslægeforeningens historie med omtale og fotografi af samtlige formænd. Endelig skriver Claus Lundstedt om Stadslægen i København gennem 365 år suppleret med bidrag af Bonderup og Rosdahl.
    I den tematiske del skriver Henrik L. Hansen og Anne Fabricius om Miljømedicin, Tove Rønne om embedslægernes arbejde med smitsomme sygdomme, Jan Fouchard om embedslægernes opgaver ved patientklager og fagligt/personligt tilsyn med sundhedspersonalet i vore dage samt Om tilsyn med sådanne anstalter, hvor flere mennesker holdes samlede. Endelig skriver Henrik L. Hansen om Retsmedicin i embedslægevæsenet.
    Bogen beskriver kort udviklingen i de offentligt ansatte lægers arbejde fra at være også praktiserende læger til at kun beskæftige sig med det administrative og det kontrollerende arbejde. Strukturen af medicinalvæsenet blev i grove træk fastlagt med Medicinalkommissionen af 1908, som gennem 13 år foreslog den struktur, som, justeret med de ændringer, som samfundsudviklingen medførte, stadig gælder. Embedslægerne står i øjeblikket over for ændringer i deres status som selvstændigt væsen inden for Sundhedsstyrelsen, så der er en vis grund til at gøre status. I den tematiske del beskrives embedslægernes arbejde med tilsyn af medicinalpersonalet, kontrolfunktion m.h.t. hygiejne og miljø og overvågning af sygdomsforekomster. Opgaver, som vi almindelige læger næppe påskønner efter fortjeneste, men ikke desto mindre er helt nødvendige for velfærden. Bogen har vel størst interesse for embedslægerne, også som en statusberetning, men vi andre kan også have glæde af at blive mindet om nødvendige lægelige funktioner, om den Forebyggelse, Kontrol og Rådgivning, som vi i det daglige ikke tænker så meget over.

Anmeldt af Niels Kristoffer Jensen

Pris incl. Forsendelse 150.- kr. henvendelse til Nils Rosdahl, Borgevej 22, 2800 Lyngby, e-mail: nrosdahl@dadlnet.dk

ISBN 978 87992048 0 9


Dot.jpg (287 bytes) De praktiserende læger i Danmark 1800-1910. Træk af det historiske grundlag for almen medicin

og

Dot.jpg (287 bytes)Alment praktiserende læger i Danmark 1900-2000. En professionshistorie

Nyland2.jpg (113182 bytes)   Nyland1.jpg (64676 bytes)

Af Nick Nyland

 
Den første bog er en revideret udgave af forfatterens ph.d. afhandling fra 1999, og forfatteren skriver selv, at den anden bog er en fortsættelse af ph.d. afhandlingen. Nick Nyland skriver i den anden bog, at den handler om praktiserende læger og i første række henvender sig til disse. Det er dog alt for beskedent af forfatteren at nøjes med de praktiserende læger som målgruppe. Nok er begge bøger primært set ud fra sygdomsdiagnosticerende og behandlende lægers synspunkt, men det bliver også i nogen grad ud fra patienternes synspunkt, idet forfatteren i den første bog giver en slags oversigt over de reelle diagnostiske og behandlingsmæssige muligheder, som stod til rådighed fra tidernes morgen, samt dækningen af den medicinske og kirurgiske service for befolkningerne. En slags medicinens historie, som supplerer de sædvanlige medicinhistorier, der mere fokuserer på de store fysiologiske og medicinske erkendelser gennem tiderne og på koryfæerne, som gjorde opdagelserne.
    1800tallet var det århundrede, hvor humoralpatologien blev forladt og grundlaget for nutidens medicin blev lagt, også sammenlægningen af universitetsmedicinen med den profane, men nok mere nyttige barberkirurgi til enhedsmedicin. Vi får gennem bogen et godt indtryk af, at alt dette var en proces og ikke skete på én gang. Der var heller ikke så store skel mellem de forskellige slags læger, en læge kunne beherske al diagnostik og terapi! Det var også dette århundrede, hvor samfundet eller staten opdagede, at det kunne være nyttigt ikke alene for borgerne, men også for staten at ofre sundhedstilstanden opmærksomhed. Alt dette beskrives i den første bog. I tilgift får man som en beskrivelse og eksempel på en af datidens praktiserende læger digteren og stiftsfysikus
Emil Aarestrup forhold som praktiserende læge og noget om hans retssag mod byretsdommer Schwensen i Nysted. Endvidere lidt om de forskellige måder at angribe medicinhistorien på: traditionel, social, kritisk og ”modkritisk” medicinhistorie. Det sidste kan være nyttigt for mere jævne læger som nærværende anmelder, men også interesseret i historien.
    Bog nr. 2 omhandler mere specifikt organiseringen af de alment praktiserende læger, som efterhånden bliver et særligt speciale inden for lægegerningen, med bogens ord, fra helfagslæge, hvor huslægen klarede de hele, til delfagslæge, der i stigende grad henviste til speciallæger. Men i forbindelse hermed kommer forf. ind på mange emner, som ikke alene har interesse for de alment praktiserende læger. Sygekassernes begyndelse blev omtalt i den første bog, men her får vi historien om deres blomstringstid og sluttelige nedlæggelse for at blive erstattet af den rent statsbetalte sygesikring. Der er en del om den offentlige sundhedspolitik, og de praktiserende lægers holdninger og bidrag hertil med op og nedgangsperioder for de alment praktiserende læger.
    Begge bøger er smukt illustrerede med mange interessante og oplysende billeder. . Vi får historien om, hvorledes befolkningen gik fra at være henvist selvbehandling og ”kloge folk” til muligheden for sygdomsforebyggelse og behandling hos en professionel lægestand. Det synes, som om det kan mærkes, at bøgerne ikke er skrevet af professionelle historikere, men af en læge, hvis sprog og synspunkter mere umiddelbart forstås af læger.

Bog 1: Odense uden år. ISBN 8789375874. 334 sider. 333 kr. Bestilles hos www.SAXO.dk

Bog 2: Odense 2006. ISBN-10: 8789021134, ISBN-13: 9788789021134. 158 sider. 150 kr. Bestilles hos forfatteren: nicknyland@dadlnet.dk.

Anmeldt af Niels Kristoffer Jensen

 


Dot.jpg (287 bytes) Polio. Historien om den store polioepidemi i København i 1952

Warwicker1.jpg (28074 bytes)

Af Paul Warwicker

Under omtalen af denne bog angives det, at forfatteren havde undret sig over, at endnu ingen havde fortalt historien om dette stykke dansk medicinhistorie, som forløbet af polioepidemien i efteråret 1952 havde været, og som havde givet genlyd over hele verden. Videnskabeligt er historien nok beskrevet, men en sammenhængende beretning indeholdende beskrivelser af de medicinske hovedpersoner og set mere ud fra de involverede parters, særligt studenterventilatørernes synspunkt findes ikke. Af denne type findes stort set kun et lille skrift: Polioepidemien i Danmark 1952 -1953, på 24 sider udgivet udgivet af Medicinsk-Historisk Samling, Næstved, omhandlende lidt om forløbet og 7 studenters personlige erindringer om arbejdet som studenterventilatører.
    Warwicker vil med denne bog fortælle en mere sammenhængende historie med en smule om polioens historie, en del mere om den situation, som epidemien i 1952 satte hospitalsvæsenet i, og hvorledes denne katastrofale situation blev grebet an med omtale af den nytænkning i behandlingsprincipper, situationen gav anledning til. Resultatet blev som bekendt en helt ny og effektiv behandling af kronisk respirationsinsufficiens.
    Der er kun lidt om omverdenens og mediernes reaktion, situationen er primært set ud fra studenterventilatørernes verden. Forfatteren har talt med adskillige af de daværende studentermedhjælpere, kaldet ventilatørerne, blandt andre nogle af dem fra Næstved, som har udgivet tidligere omtalte skrift fra Medicinsk-Historisk Samling i Næstved. For mange af de studerende var dette deres første introduktion til hospitalsverdenen, til alvorligt syge mennesker, og dette har tydeligvis gjort et dybt indtryk, i særdeleshed da disse unge mennesker tydeligt kunne føle, at deres indsats gjorde en forskel på liv og død. Mange var kun på 1. del, en del var netop begyndt på studiet, på den dengang såkaldte kantusse. På sin vis var de helt ukvalificerede. Den eneste kvalifikation de havde, var, at de var normalt begavede og måtte forventes at være tilstrækkeligt ansvarsbevidste. Der var nok en slags instruktion før man kunne begynde, men mange blev kastet lige ind i arbejdet med kun 5 minutters instruktion fra den mere eller mindre udmattede forgænger. Da det gik hedest til, var der flere, som måtte tage to vagter a 8 timer i træk, jeg hørte endda om nogle, som havde siddet i 24 timer med kun få minutters afløsning en gang imellem. Alternativet havde været, at så havde der ikke været nogen til at trække vejret for patienten.
    Udover beretningen om dramatiske start på erkendelsen af muligheden for langvarig kunstig ventilation giver bogen et lille indblik i den hierarkiske struktur af datidens hospitalsvæsen. Henrik Permin giver i et efterskrift et lille rids over Blegdamshospitalets historie og videre skæbne samt korte CVer for de i bogen omtalte læger, også disse, som dengang var studerende.
    Rundt omkring i landet må der stadig sidde adskillige (pensionerede) læger som nærværende anmelder, der fik en slags ilddåb på lægegerningen ved at være studenterventilatørventilatør i 1952. For sådanne kan bogen være et minde om en betydningsfuld tid i deres ungdom. Ventilatørorganisationen var også starten på vagtbureauet, som siden har været en værdifuld økonomisk hjælp til utallige studerende. For de læger, som ikke har været ventilatør eller vagt, er bogen ikke uden interesse ved at give et lille indblik i, hvorledes ”nøden lærte nøgen kvinde at spinde,” og et indblik i hospitalsstrukturen dengang. Jeg har i det mindste læst bogen med stor glæde og vil gerne anbefale den til andre.
       

Gyldendal 2006. 178 sider. Pris 199,00 kr. ISBN 87-02-04256-8.

Anmeldt af Niels Kristoffer Jensen


Dot.jpg (287 bytes) Ole Bang - og en brydningstid i dansk medicin

Ole Bang

Af Morten A. Skydsgaard

Morten A. Skydsgaards værk Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin omhandler lægen Ole Bang (1788-1877) og den moderne lægevidenskabs begyndelse i 1800-tallet.

Ole Bang var førende indenfor sin tids lægevidenskab. Men i eftertiden er han blevet fremstillet som en læge, der hang fast i den hippokratiske lægekunst, og som stod i vejen for den moderne medicins udvikling i Danmark. Forfatterens ærinde er at revidere denne noget ensidige opfattelse af Ole Bangs virke og påpege hans bidrag til den moderne lægevidenskab.

Bogen består af elleve kapitler, der er skrevet i et velformuleret og præcist sprog. Teksten understøttes af et passende antal illustrationer i form af skemaer over berørte oplysninger og tegninger, malerier og fotografier af omtalte personer og genstande, kilder o.l. Bagerst i bogen findes bl.a. en omfattende notefortegnelse og en liste over det tilgrundliggende kildemateriale og litteratur. Endvidere indeholder bogen et indeks og en praktisk tidstavle over de vigtigste begivenheder i Ole Bangs liv og karriere.

Fremstillingens første og indledende kapitel opridser kort Ole Bangs person og karriere. Herefter beskrives den berørte periode som en brydningstid for lægevidenskaben. I begyndelsen af Bangs karriere tog lægens arbejde udgangspunkt i undersøgelser af patienten ved sygesengen. Bang var en banebrydende fortaler for disse kliniske undersøgelser og en individuel behandlingsform. Med årene kom disse metoder imidlertid til at stå i kontrast til den mere naturvidenskabelige tilgang, der vandt indpas i slutningen af Bangs karriere.

Det andet kapitel omhandler mere indgående Bangs baggrund og opvækst og de første tredive år af hans karriere. Efter at have bestået sin eksamen blev han bl.a. huslæge, doktor og siden professor ved Det medicinske Fakultet og overmedicus på Frederiks Hospital. Det efterfølgende kapitel beretter om Bangs betydningsfulde rolle i oprettelsen af en samlet lægeuddannelse. I det fjerde kapitel behandles Bangs medicinske tænkning og ideer og det læringsmiljø og den videnskabelige debat, som han indgik i. Imens omhandler det femte kapitel og sjette kapitel Bangs forskellige medicinske praksiser.

Fremstillingens syvende, ottende og niende kapitel er mere generelle skildringer af samtidens store epidemier af tyfus, barselsfeber og kolera og Bangs og de øvrige lægers forsøg på at bekæmpe dem og deres debatter herom. Tiende kapitel beskriver de sidste 30 år af Bangs karriere, hvor han stadig var huslæge men efterhånden mistede sin betydning som videnskabsmand som følge af, at han holdt fast ved den gamle hippokratiske lære og ikke antog lægevidenskabens naturvidenskabelige udvikling. Det ellevte og afsluttende kapitel belyser og nuancerer Bangs og brydningstidens eftermæle.

Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin er et særdeles vellykket værk af flere grunde.

For det første opfylder det på en fin og overbevisende måde sit mål om at revidere og nuancere eftertidens opfattelse af Bangs virke som læge og hans bidrag til dansk moderne lægevidenskab. Ikke alene påviser det, at Bang bidrog til lægevidenskabens udvikling på flere centrale punkter. Det skildrer også en række nuancerede sammenhænge og aspekter i både Bangs karriere og hele den lægevidenskabelige verden og debat. Herved overbevises læseren om, at også dengang var tingene mere komplicerede end som så, og på den vis nuancerer værket også eftertidens opfattelse af datidens lægevidenskabelige miljø og dennes udvikling som helhed.

For det andet er også forfatterens løbende inddragelse af en række relevante detaljer og aspekter i Bangs person og liv, samtidens lægevidenskabs problemstillinger og diskussioner og det øvrige omgivende samfund meget vellykket. Det gør bogen til ikke blot en skildring af en mand og hans ærinde, men også til et samtidsbillede, der er meget helstøbt og fint og nuanceret tegnet.

Jeg kan derfor varmt anbefale værket til alle, der enten interesserer sig specifikt for medicinens og lægevidenskabens historie eller mere bredt for 1800-tallets historie. Læst som helhed giver fremstillingen et godt tidsbillede. Men dens indeks og opbygning i tematiske kapitler, der fint kan stå og læses for sig selv, gør den også velegnet til en mere tematisk læsning.

Anmeldt på hjemmesiden  historie-online.dk af :

Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk, Langelands Museum

Bogen udgivet af  af Aarhus Universitetsforlag

350 sider, 348 kr.

 


Dot.jpg (287 bytes) Science and technology in medicine. An illustrated account based on ninety-nine landmark publications from five centuries

GedeonSciencebook.jpg (3367 bytes)
 
Af Andras Gedeon.

En lækker bog at få i hånden med et stort, vel indplaceret og fint reproduceret billedmateriale. Forfatteren Andras Gedeon (f. 1946) er uddannet som ingeniør og har arbejdet som forskningsleder i flere svenske medikotekniske firmaer og gennem mange år været interesseret i historien. En facil tekst om 100 mænd og en kvindes (Marie Curie) medicinvidenskabelige opdagelser. I alt 99 opdagelser, der har haft stor betydning for den medicinske forskning strækkende sig fra Albrecht Dürers »matematiske« tegninger af den menneskelige krop, der udkom posthumt i 1528, og frem til Michael Phelps »Application of annihilation coincidence detection to transaxial reconstruction tomography« om PET fra 1975.

På den ene side er den pågældende forskers cv kort omtalt og perspektivering af den pågældende opdagelse op til nutid. På den modsatte side er aftrykt en side fra dette arbejde eller fotografier af det pågældende instrument, og på de næstfølgende to eller fire sider arbejder af samme forfatter eller andre, der har haft en betydning inden for det pågældende emne. Mange af navnene siger måske én ikke umiddelbart så meget. Her kan nævnes Sanctorius Sanctorius (1561-1636), der er omtalt med tre epokegørende opdagelser, idet han var den første læge, som forsøgte at kvantitere en sygdom: pulsmåler, lægetermometer, hygrometer og vægt til bestemmelse af vægttab pga. perspiratio insensibilis. Den engelske Christopher Wren, der beskrev den første blodtransfusion (1665) og i dag bedst kendt som arkitekten, der bl.a. byggede St. Pauls's Cathedral i London. Englænderen Charles Kite, der i 1788 ved hjælp af en elektrisk deviser kunne give et elektrisk stød, der fik hjerterytmen i gang igen på et tre år gammelt barn, der var faldet ud af et vindue. Grundlæggeren af faget klinisk biokemi, kemikeren Donald Dexter Van Slyke, der arbejdede på Rockefeller Instituttet i New York, hvor mange danske læger har arbejdet i hans laboratorium, hvilket udmøntedes i disputatser. Van Slyke kunne tale dansk, og i sit andet ægteskab blev han gift med en dansk kvinde. Ingen dansker er nævnt blandt de væsentligste arbejder, men Marie & August Kroghs arbejder om diffusionsforholdene i lungerne er omtalt som en udløber af Gustav Magnus' arbejder om koncentrationerne af blodgasserne i arterier og vener hos heste; og Poul Astrups pH-måling af blodet, der blev udviklet under den københavnske polioepidemi i 1952, og også i dag har stor betydning ved arteriepunkturmålinger; kaldes stadig i visse lande en »Astrup-måling«. Med de mange illustrationer er det en nydelse at læse om de sidste 500 års medicinhistoriske udvikling, og det giver lyst til at søge dybere ned i de forskellige emner.

PS: Nobelmuseet i Stockholm har frem til den 4. august 2006 en udstilling »Läkekonst bliver vetenskap«, hvis illustrationer alle er med i denne bog.

New York: Springer Verlag, 2006.
551 sider. Pris: 74,95 euro.
ISBN 0-387-27874-5
Boganmeldelse ved Overlæge Henrik Permin
(E-mail: hp16@bbh.hosp.dk)
Kilde: Ugeskr Læger 2006;168(26):2608

Dot.jpg (287 bytes) "af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed".  
   Medicinalberetninger og deres anvendelsesmuligheder i
   historisk forskning
 
Bonderup.jpg (11327 bytes)
 
Redigeret af Gerda Bonderup, Jørgen Mikkelsen og Lisbeth Skjernov.

Siden 1803 har alle læger haft pligt til hvert år at udarbejde redegørelser om de aktuelle sundhedsforhold inden for deres områder. Disse medicinalberetninger er fremragende kilder til sundhedsvæsenets historie, men indeholder også mange interessante oplysninger om sociale forhold. Desuden kan nogle beretninger anvendes til belysning af lokalpolitiske konflikter, kulturforskelle mellem embedsmænd og den jævne befolkning, offentlige institutioners indretning m.m. Medicinalberetningerne er også meget velegnede til lokalhistoriske undersøgelser, ligesom de kan give slægtsforskere nyttig baggrundsviden om levevilkår i forskellige dele af Danmark siden 1800. Endelig er de af stor værdi for læger med interesse for medicinsk historie.

"af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed" er en kombineret antologi og kildeudgivelse. Otte forskere har hver især skrevet en artikel, hvor de anvender medicinalberetninger fra 1800-tallet til belysning af et bestemt emne, og i tilknytning til artiklen har de gengivet et udvalg af de beretninger, som artiklen bygger på.

Emnerne spænder fra koppevaccination og børnesygdomme til selvmord og andre "ulykkelige hændelser" samt de praktiserede lægers arbejdsvilkår og behandlingsmetoder. Nogle artikler har landsdækkende karakter, mens andre er regionalt afgrænsede. F.eks. er der et bidrag om sundhedsforhold på Færøerne og et om fattigvæsenets læger i hertugdømmet Slesvig. Der er også en artikel om en af de mest markante skikkelser blandt 1800-tallets embedslæger. Desuden indeholder bogen en sammenlignende analyse af medicinalberetninger og andre former for indberetninger om sundhedsforhold i tiden omkring 1800. Bogen slutter med en fyldig ordliste over medicinske udtryk.

Ny udgivelse fra Kildeskriftselskabet. 491 sider, indbunden.

200 kr. + forsendelse (efter 1. februar 2006: 300kr. + forsendelse)

Bestil via Kildeselskabets hjemmeside.


Dot.jpg (287 bytes) Emil Cold 1865-1953. Læge i Esbjerg - Lægen og mennesket, tiden og stedet.

Cold.jpg (9712 bytes)

Af Aja Høy-Nielsen.

Denne biografi handler om en nøgleperson i opbygningen af Esbjergs sundheds- og sygehusvæsen. Emil Cold, som han hed, kom til Esbjerg i 1900 og virkede her som læge i de næste 50 år. Først og fremmest var han sygehusets overlæge i knap 36 år og fik herved stor betydning for dets udvikling og kultur. Han havde det overordnede ansvar for sygeplejen, og i kraft af sit helt usædvanlige og fine samarbejde gennem 25 år med oversygeplejerske frk. Karen Johanne Nielsen medvirkede han direkte til stedets velrenommerede sygepleje og indirekte til forbedringer inden for dansk sygeplejes udvikling. Samtidig virkede han også som praktiserende læge og senere, i knap 30 år indtil 1950, påtog han sig formandskabet for Esbjerg Hjemmesygepleje. Dette formandskab resulterede i en udvikling af hjemmesygeplejen, som i 1947 blev bemærket positivt af Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen og fik dermed betydning for udformning af loven om hjemmesygeplejen i 1957. I nogle år var Cold også overlæge for kommunens patienter på Sct. Joseph Hospital, og i andre år påtog han sig opgaven som tilsynsførende læge på et rekonvalescenthjem i Hjerting. Ved sit sociale engagement medvirkede han i høj grad til at forbedre forholdene for de svageste borgere, de syge og de gamle.

Bogen bidrager til et protræt af Emil Cold både som læge og familiemenneske. den afdækker endvidere de værdier og holdninger bag sammenhængen i hans liv og værk. Cold er sat ind i en social, kulturel og samfundsmæssig kontekst med en ret bred beskrivelse af det værdi- og menneskesyn, der udgik fra hans familiære baggrund. Dernæst afdækkes, hvordan og i hvilken grad han agerede ellere reagerede på de problemer og udfordringer, han mødte lægefagligt og privat. Især fokuseres der på de konsekvenser, Esbjergs hastige vækst og deraf følgende social-politiske problematikker havde for hans virke for sygehuset og i forhold til medarbejdere og patienter - samt politikere. Også livet i den store familie indgår i portrættet af Cold for at finde konsistens i hans liv og værk. Familien var ikke uden betydning, bl.a. var hans hustru søster til tidens store læge, Nobelpristageren Niels Finsen.

Colds lønforhold i forhold til datidens generelle lønniveau:

"Overlæge Cold indtægter bestod af følgende:
2.000 kr. grundløn ved sygehuset
1.000 kr. i tillæg for operationer og enestuepatienter (år 1902)
4.291 kr. i indtægt som sygekasselæge og praktiserende læge
7.291 kr. i alt
 
For denne løn stod han stil rådighed for sygehuset, sygekasse- og privatpatienter hver døgn året rundt.
Ifølge skatte- og mandtalslister for Esbjerg Købstad år 1900 var indtjeningen følgende:
Borgmester Lyngbye 6.000 kr., sagfører Hansen, kalds kapellan Melbye 3.100 kr.,Grosserer Pagh 15.000 kr., typograf 1.200 kr., lærer 700-800 kr., lærerinde 600-800 kr.,Smede- og skomagersvend 700 kr., arbejder 300-550-700 kr."

Udgivet af Esbjerg Byhistorisk Arkiv. Trykt med bl.a. tilskud fra Jydsk Medicinhistorisk Selskab.

Normal udsalgspris: 198,00 kr. Ved bestilling inden 1. juni 2006 er prisen 128,00 kr.

Bestilling via tel.: 7616 3900 eller byhistoriskarkiv@esbjergkommune.dk

 

 

 

 


Velkommen til Jydsk Medicinhistorisk Selskab





KOMMENDE MØDE

Se næste møde i Stenoselskabet -
klik her


AKTUELT

Beslutningsreferat fra bestyrelsen

 

 

Husk at sende manuskripter til udgivelse i næste udgave af:
 

 

 

 

 

 

 

 

 


Copyright © MHSFJ 2012-2018